11-årige Selina med sjælden sygdom samlede ind i Nykøbing F.

11-årige Selina Hansen lider af en sjælden sygdom. Mandag samlede hun penge ind i Nykøbing Falster for at skaffe penge til andre med sjældne sygdomme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

11-årige Selina Hansen fra Stubberup ved Nykøbing falster er én af kun tre danskere, som lyder af sygdommen Muckle-Welss syndrom.

En sygdom som betyder, at der går betændelse i hendes led og organer, og at hun derfor nogle gange ikke kan gå, når hun vågner.

Alligevel har den 11-årige pige overskud til at gøre noget for andre. Derfor stillede hun mandag op i Kvickly i Nykøbing Falster. Her solgte hun pakker, som er doneret af butikker i byen.

Pengene skal så gå til en læge på Skejby Sygehus, som skal bruge dem til forskning i sjældne sygdomme.

Stor støtte i lokaområdet

I Kvickly i Nykøbing Falster var der stor opbakning til indsamlingen. 

- Det er meget overvældende. Jeg er meget glad for, at folk tager imod mig sådan, fortæller en glad Selina Hansen.

Blandt de, der købte gaver og dermed donerede til indsamlinger, var Monique Bauwens fra Nykøbing Falster.

- Jeg synes, det er et så fantastisk initiativ af en pige på 11 år. Det synes jeg er helt vildt, siger hun til TV ØST.

Også Rosa Stryhn fra Stubbekøbing var imponeret.

- Jamen, det er jo helt fantastisk, at hun er så ung og har den specialle sygdom, og så stiller op og erkender det. Det er modigt gjort, siger hun til TV ØST.

Rørt varehuschef donerede bil

Varehuschefen Per Kristiansen var tydeligt rørt over Selinas indsamling. Derfor donerede butikken en stor Mercedes-legetøjsbil, som Selina kan få lov at sælge for at samle endnu flere penge ind.

- Når man hører den her historie, kan man ikke lade være at tænke sit. Jeg har selv en datter, så det her er et markant bedre formål, end det vi bruger den til nu.

- Man kan kun have dyb respekt. Jeg synes, det er så stærkt, at hun har overskud til at stå og sælge pakker. At hun har overskud til at stå og samle penge ind i den svære situation, hun er i med den sygdom, siger varehuschef Per Kristiansen fra Kvickly i Nykøbing Falster.

Sådan støtter du

Hvis du vil støtte indsamlingen til fordel for forskning i sjældne sygdomme, kan du overføre penge til Selina Hansen på MobilePay på telefonnummer 27 20 09 42. 

Indsamlingen fortsætter frem til den 5. december. Herefter vil Selina Hansen donere alle penge til lægen på Skejby Sygehus, som han skal bruge på at forske.

 


Nyhedsoverblik