Unge med angst: 10-årige Olly-Emil tager fra Odense til Næstved for at få behandling

Børn og unge fra hele landet bliver af deres forældre kørt til Næstved for at blive behandlet for angst. Ny behandlingsmetode har vist sig effektiv. 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Olly-Emil Frandsen og hans mor Lea Frandsen er ved at vænne sig til at tage turen fra Odense til Næstved.

- Vi kører fra Odense til Næstved og ja, vi betaler selv for det hele, men ved du hvad, det er faktisk både pengene og anstrengelserne værd, for jeg kan se, at det virker for Olly-Emil, siger Lea Frandsen og ser tilfreds ud. 

quote Det er bare lige som om, at der er en stemme inden i mig, der siger, at jeg ikke kan

Olly-Emil Frandsen, lider af angst

Tre gange har 10-årige Olly-Emil Frandsen været til gruppeterapi hos psykolog Carsten Juul fra Cektos i Næstved. For Olly-Emil har angst, og angsten viser sig blandt andet ved, at han ikke kan gå i skole. Så mens klassekammeraterne i 4. klasse modtager undervisning, bliver Olly-Emil Frandsen siddende ved siden af sin mor i bilen og tør ikke gå ind på skolens område. 

- Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er, jeg tænker. Det er bare lige som om, at der er en stemme inden i mig, der siger, at jeg ikke kan. Jeg bekymrer mig. Jeg kan ikke. Og så er jeg bange for, at jeg bliver ked af det, fortæller Olly-Emil Frandsen, da vi møder ham hos Cektos i Næstved

Barn angst
Læs også
18 tegn:
Sådan ved du, om dit barn har angst
Barn angst
Læs også
18 tegn:
Sådan ved du, om dit barn har angst

Savner klassekammeraterne

Det er ellers ikke, fordi de ikke prøver at få den 10-årige dreng i skole. Olly-Emil savner sine klassekammerater, mens uanset hvor meget hans mor har forsøgt at overbevise Olly-Emil om, at der ikke er noget at være bange for, hjælper det ikke.

- Vi kører derover hver dag. Men så snart vi kommer derover, begynder han at få panikanfald, og ja - så kører vi hjem igen, siger Lea Frandsen og fortsætter:

- Man bliver jo mødt af den der 'måske skal han bare have at vide, at han skal'. Og ja tak, det har vi også prøvet. Men når man sidder der ved siden af sit barn, der har det helt frygteligt, og man kan se, at det er reelt, ja, så kan man jo ikke tvinge ham, siger Lea Frandsen.

Læs også
16-årige Ida har angst:
- Jeg var bange for at stikke armen ud for at lukke vinduet
Læs også
16-årige Ida har angst:
- Jeg var bange for at stikke armen ud for at lukke vinduet

Mange børn og unge lider af angst

Olly-Emil Frandsen er langt fra den eneste, der har det sådan. Hos Psykiatrifonden anslår man, at 5-10 procent af børn og unge under 18 år herhjemme lider af angst. 

quote Vi kører derover hver dag. Men så snart vi kommer derover, begynder han at få panikanfald, og ja - så kører vi hjem igen

Lea Frandsen, mor til Olly-Emil Frandsen

Konventionel behandling af angst foregår med såkaldt kognitiv behandling, der blandt andet går ud på, at man konfronterer sin angst og derigennem lærer, at det er en irrationel tankerække, der gør, at man er bange. Metoden er effektiv, og ca. 50 procent af de behandlede angste bliver såkaldt symptomfri allerede efter 6-12 behandlinger. 

Metakognitiv terapi

Olly-Emil Fransens mor har dog valgt en anden løsning for sin søn. Den hedder metakognitiv terapi, og det er den, de blandt andet behandler efter hos Cektos-klinikkerne i Næstved og i København. Metoden går blandt andet ud på at begrænse den tid, den angstplagede bruger på at bekymre sig om sin angst. 

- Det er klart, at hvis du identificerer og derefter begrænser bekymringerne, så er det ikke noget problem efterfølgende at gå i skole, som Olly-Emil for eksempel er bange for. Det er selvfølgelig ikke så enkelt, men i det store hele lærer man at bekymre sig mindre og vælge, hvad man vil bekymre sig om, og hvad man vil lade ligge. Man lærer at styre sine såkaldte trigger-tanker, altså de tanker, der udløser bekymringerne, fortæller psykolog Carsten Juul i terapirummet i Næstved. 

Metakognitiv terapi har kun været brugt her i landet i syv år. Men foreløbelige undersøgelser viser, at metoden er endog særdeles effektiv. 

quote I det store hele lærer man at bekymre sig mindre og vælge, hvad man vil bekymre sig om, og hvad man vil lade ligge

Carsten Juul, psykolog, Cektos

- Vi kan ganske enkelt se på de undersøgelser, der er lavet, at 80-85 procent af de personer, vi behandler, bliver symptomfri. Vi kan ikke længere måle angsten efter bare ganske få behandlinger og kun ganske få får tilbagefald, siger psykolog Carsten Juul til TV ØST.

Girltalk
Læs også
Her kan du få hjælp:
Markant flere børn og unge lider af angst
Girltalk
Læs også
Her kan du få hjælp:
Markant flere børn og unge lider af angst

Optimist

Det er derfor, Olly-Emil Frandsens mor er optimist. For efter bare to behandlinger hos Cektos kunne Olly-Emil stige ud af bilen ved skolen om morgenen. Og efter den tredje behandling er det lykkedes ham flere gange at komme helt ind i klasselokalet og endda blive i en time. 

- Jeg er sikker på, at han nok skal komme tilbage i skole inden længe. Jeg kan mærke, hvordan han arbejder med øvelserne, og hvordan han bliver bedre dag for dag. Han skal nok få styr på de tanker, der gør, at han har angst, siger Lea Frandsen til TV Øst. 

Olly-Emil Fransen selv smiler, da TV ØST's udsendte spørger ham, om han har et råd til andre børn, der har det ligesom ham.

- Ja, det har jeg. Man skal sige til sin mor eller far, hvordan man har det, så man kan få nogen til at hjælpe sig med at få det til at gå væk. For det hjælper så meget at komme herop, det kan jeg allerede mærke, siger han. 


Nyhedsoverblik