Hundredvis af klager over privat plejefirma

​Et privat plejefirma får kritik for blandt andet ikke at dukke op hos plejekrævende borgere. Et antal klager uden fortilfælde, mener ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En borger fik ikke sin nødvendige medicin. En anden blev glemt på en toiletstol af en nattevagt.

Klagerne er haglet ind over det private plejefirma Pleje Plus, som siden juni 2016 har leveret hjemmepleje i Lolland Kommune.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 har fået. 

 

Siden det private firma overtog 456 plejekrævende borgere, har Lolland Kommune modtaget 266 henvendelser fra borgere og pårørende, hvoraf omkring 250 kan karakteriseres som klager.

Det er utilfredshed med alt fra manglende rengøring og bad til udeblivende personale. Lolland Kommune har undersøgt alle klager og har ikke fundet belæg for, at Pleje Plus har brudt deres kontrakt.

 

quote Jeg bliver ked af det, fordi jeg jo godt ved, at jeg ikke kan selv

Karina Bang, sklerosepatient

Nu skal et eksternt tilsyn så afgøre, hvorvidt der i færre end 10 tilfælde er tale om et kontraktbrud.

TV 2 har vist aktindsigten til en ekspert, som kalder sagen bekymrende.

- Det er mange klager og noget udover, hvad jeg nogensinde før har set, siger Kurt Houlberg fra Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Glemte skleroseramt over en weekend

Karina Bang fra Nakskov er en af de borgere i Lolland Kommune, som har klaget over Pleje Plus. Hun er hårdt ramt af sklerose og har brug for hjælp flere gange om dagen. Sygdommen giver hende voldsomme rystelser, som gør, at hun blandt andet skal have hjælp til at spise.

En hjælp, hun ofte må kigge langt efter.

- Jeg bliver ked af det, fordi jeg jo godt ved, at jeg ikke kan selv. Jeg ved jo, at de der hænder ikke vil være med mig, siger Karina Bang.

Ifølge hende og familien har de klaget til kommunen blandt andet over manglende hjælp til at spise -  ligesom de har klaget direkte til Pleje Plus over manglende bade og manglende rengøring - og over at hjælpen udeblev en hel weekend.

Ikke tilfredsstillende

Sidste år vandt firmaet Pleje Plus udbudsrunden og dermed retten til at drive Lolland Kommunes private hjemmehjælp. Pleje Plus var fem en halv million kroner billigere end det firma, som tidligere havde opgaven.

Og ifølge Henrik Høgh (V), viceborgmester i Lolland Kommune, har det været en vanskelig opstartsfase.

- Det var en meget svær overdragelse mellem det tidligere hjemmeplejefirma og det nye, som gjorde, at der de første tre måneder var særlige problemer, siger han til TV 2.

Viceborgmesteren fortæller, at der efter en stille perioder igen er begyndt at komme et stigende antal klager over virksomheden. Og at kommunen har "skærpet opmærksomheden" på, hvorvidt der bliver leveret en ordentlig service fra Pleje Plus.

- Den gule lampe er tændt. Og det er en skærpet opmærksom på dagligdags service. Er man der til tiden, og leverer man en ordentlig service, lyder det fra Henrik Høgh.

quote Vi er skuffede, triste og ærgerlige. Når Pleje Plus vandt udbuddet, burde de også kunne levere varen

May-Brit Horst, formand hos Ældrerådet i Lolland Kommune

I november blev servicen fra Pleje Plus vurderet ’mindre tilfredsstillende’, mens de øvrige kommunale plejeteams i Lolland Kommune fik tilfredsstillende vurderinger.

Det var tilsynsfirmaet BDO, som foretog et uanmeldt tilsyn, og i deres samlede vurdering af Pleje Plus lød det blandt andet:

”Bedømmelsen mindre tilfredsstillede opnås, når forholdende på flere områder kan karakteriseres som utilstrækkelige, og hvor der er konstateret en del og/eller væsentlige mangler, som vil kræve en bevidst og målrettet indsats for at kunne afhjælpes”.

Barnesygdomme skal være slut

Hos kommunens ældreråd er man ked af, at borgere har følt sig nødsaget til at klage over plejen.

- Vi er skuffede, triste og ærgerlige. Når Pleje Plus vandt udbuddet, burde de også kunne levere varen, siger May-Brit Horst, formand hos Ældrerådet i Lolland Kommune.

Men er det ikke bare en naturlig opstartsfase, at der bliver begået fejl?

- Nej. Der er gået otte måneder nu, og nu må vi sige, at nu er barnesygdommene overstået.

 

quote Der er mange gange, hvor jeg ligger inde i min seng og er rigtig ked af det, fordi jeg har trukket for meget på min datter eller min mor

Karina Bang, sklerosepatient

May-Brit Horst opfordrer nu direktøren hos Pleje Plus til at undskylde til de borgere, som har været udsat for gener og træde i karakter og vise, at hun kan magte opgaven.

Får hjælp af 67-årig mor

Siden Pleje Plus overtog den private hjemmepleje i Lolland Kommune er antallet af brugere svundet. På blot otte måneder er 52 af de 456 borgere, som har privat hjemmepleje, skiftet til et kommunalt drevet plejetilbud, oplyser Lolland Kommune.

TV 2 har været i kontakt med i alt 14 nuværende eller tidligere brugere af Pleje Plus, som alle udtaler sig kritisk - og også skleroseramte Karina Bang overvejer kraftigt, om det er tid til at skifte Pleje Plus ud.

I den tid, hvor Pleje Plus har stået for hendes hjemmepleje, har hun nemlig flere gange om ugen måtte tilkalde hjælp i form af sin 67-årige mor, når hjemmeplejen er udeblevet eller ikke har haft tid til at færdiggøre hendes hjælp.

Det fortæller Karina Bang.

- Det har jeg det rigtig, rigtig dårligt med. Der er mange gange, hvor jeg ligger inde i min seng og er rigtig ked af det, fordi jeg har trukket for meget på min datter eller min mor. Og hun er 67, hvor længe kan hun blive ved med det, spørger hun.

Direktør: Vi var plaget af chikane og sygdom

Hos Pleje Plus forklarer direktør Lena Løve Jensen søndag aften til TV ØST, at selskabet gør alt, hvad de kan for at rette op på situationen.

Hun forklarer, at selskabet havde en svær opstart i kommunen, der var præget af hærværk og chikane. Samtidig har selskabet været hårdt plaget af sygdom blandt medarbejderne i vinterens influenza-epidemi.

 

 

 


Nyhedsoverblik