Sneen er begyndt at falde i flere af landene omkring os, men den danske sne lader fortsat vente på sig. Forklaringen er den lange sommer og det varme efterår, der har varmet de danske farvande op.
- Vandet er stadig for varmt til, at vi får sne, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.
Den normale middeltemperatur for Danmark i november er 4,7 grader. I år er den indtil videre 7,6. Ude i Europa er temperaturerne til gengæld ved at være mere normale for årstiden efter en relativt set meget lun november i hele Centraleuropa og Skandinavien.
- Nu er det begyndt at blive køligere i områderne omkring Danmark. Men på grund af vandet er det stadig lunere her, fortæller Jens Ringgård Christiansen.
At de normale efterårstemperaturer er ved at indfinde sig, kan for eksempel ses i alperne, hvor der er masser af nysne, ligesom der også falder sne i for eksempel Tyskland ret langt op mod grænsen til Danmark.
Danmarks varmeanlæg
- Årsagen til, at det er lunere i Danmark, og at vi ikke får noget sne endnu, er, at vi har en radiator hele vejen rundt om os i form af varmt vand, forklarer Jens Ringgård Christiansen.
Vandtemperaturerne ligger på mellem 7,6 og helt op til 10,2 grader målt i Vadehavet, samtidigt med at lufttemperaturerne ligger på 6-7 grader i disse dage.
Med andre ord: Drømmer du om sne, kommer du til at drømme lidt endnu.