Niels opfordrer alle til at hejse flaget

Flere politikere hylder initiativet med at hejse dannebrog, men de vil ikke indføre en national flagdag til ære for den nye konge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På en villavej i Sorø har flaget søndag vejret fra adskillige flagstænger. Blandt andre hjemme hos Niels Henriksens og anledningen er hverken fødselsdag eller anden fest i familien.

quote Jeg synes, alle skulle hejse flaget i dag

Niels Henriksen, Sorø

- Jeg flager i dag for at hylde, at vi får en ny regent, fortæller Niels Henriksen, der er tidligere direktør for Grænseforeningen i Sorø.

Han er forundret over, at der ikke er udstykket nogen officiel opfordring til at hejse flaget i dag, hvilket han forleden valgte at udtrykke sin undren over i en debatkommentar i Berlingske.

Læs også
Kong Frederik 10. hyldet på balkonen
Læs også
Kong Frederik 10. hyldet på balkonen

- Jeg kunne godt savne, at de offentlige myndigheder opfordrede til, at man hejste flaget på en dag som i dag, siger han og tilføjer:

- Jeg synes, alle skulle hejse flaget i dag. Men det er op til den enkelte, om man vil.

Fra sorg til fest

Niels Henriksen er langt fra ene om at have sendt dannebrog til tops i dag.

Lidt uden for Lundby på Sydsjælland har folketingsmedlem Søren Espersen (DD) også hejst flaget.

quote Jeg synes, man må selv om, hvad man gør. Det skal ikke være en statslig opfordring

Søren Espersen (DD), folketingsmedlem

- Det har jeg gjort, fordi jeg er royalist i særklasse, fortæller han på en telefon, og peger på, at i dag – i modsætning til det seneste tronskifte for 52 år siden – er en festdag, siger han og tilføjer:

- Sidste gang var det jo en sorgens dag, for vi havde lige mistet Frederik d. 9. som alle var utrolig begejstrede for. Men at dronningen abdicerer, er ikke en sorgens dag, men en festdag, hvor hun får det, hun gerne vil.

Var på vej til Jomfru Anegade

Selv husker han tydeligt, da dronning Margrethe overtog tronen for 52 år siden.

- Jeg gik i 2.G dengang. Den 14. januar 1972 var en fredag aften, hvor vi plejede at gå i byen – men da meddelelsen kom, at kong Frederik var død, gik alle hver til sit. Jomfru Anegade var stort set lukket, siger Søren Espersen, der også husker, hvordan flagene dagen derpå gik på halv.

Folketingsmedlem Søren Espersen (DD) var ikke et øjeblik i tvivl om, at flaget skulle til tops i dag.
Folketingsmedlem Søren Espersen (DD) var ikke et øjeblik i tvivl om, at flaget skulle til tops i dag. Foto: Privatfoto

Hvorvidt folket i dag bør opfordres til at hejse flaget for at fejre dronningen, er dog en privat sag, mener han.

- Jeg synes, man må selv om, hvad man gør. Det skal ikke være en statslig opfordring.

Det samme mener Louise Schack Elholm, medlem af Folketinget for Venstre og forhenværende minister.

Louise Schack Elholm (V).
Louise Schack Elholm (V). Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Hun er ligesom den forhenværende direktør for grænseforeningen selv bosat i Sorø.

- Det er ikke noget, man behøver at gøre, men man kan sagtens gøre det af egen drift, for det er en fantastisk anledning, sagde hun tidligere på dagen til TV2 ØST.

- Det er fantastisk, vi har så stærkt et monarki, hvor dronningen nu giver tronen videre til sin søn – det er en stærk beslutning, som skal fejres. Det er helt oplagt.

Har ikke hejst flaget

Selvom Louise Schack Elholm og familien har flagstang ved huset, har de dog ikke hejst flaget i dag.

- Vi tager ind og ser udråbelsen, og er derfor ikke hjemme, inden det bliver mørkt – så det kan blive en udfordring at få flaget taget ned igen, som det skal ved solnedgang.

Det er ikke kun offentlige bygninger og kongehustro borgere, der i dag sætter flag. Både Farøbroerne og Storebælt ventes senere på dagen at gå i rødt og hvidt.
Det er ikke kun offentlige bygninger og kongehustro borgere, der i dag sætter flag. Både Farøbroerne og Storebælt ventes senere på dagen at gå i rødt og hvidt. Foto: Vejdirektoratet

Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti Brigitte Jerkel bemærker, at mange har taget sagen i egen hånd.

- Der er rigtig mange, der helt af sig selv har hejst flaget i dag. Og det vil jeg da også personligt opfordre til, man gør, sagde hun tidligere på dagen.

Læs også
- Det er gået helt amok, siger købmand
Læs også
- Det er gået helt amok, siger købmand

- Nu er jeg desværre ikke selv beriget med en flagstang – men jeg har sat flag op hjemme, og jeg ville have gjort det, hvis jeg havde en flagstang.

Dog har Justitsministeriet i anledning af tronskiftet annonceret, at der flages fra samtlige statsbygninger og statsskibe i hele riget den 14. januar 2024.


Nyhedsoverblik