Ophæver navneforbud i Emilie Meng-sag

Der er ikke længere navneforbud mod den 33-årige mand, der blandt andet er tiltalt for drabet på Emilie Meng i 2016.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Navneforbuddet mod den 33-årige mand, der er tiltalt for drabet på Emilie Meng i 2016 og frihedsberøvelsen af en 13-årig pige sidste år, er ophævet.

Det skriver TV 2.

Afgørelsen er kommet efter et retsmøde i Retten i Næstved, hvor pressen argumenterede for, at betingelserne for et navneforbud ikke længere er til stede.

TV2 ØST bringer dog ikke navnet, før der eventuelt er faldet dom i byretten.

Den 33-årige mand er tiltalt for drab, voldtægt og frihedsberøvelse af Emilie Meng i 2016. 

Han er også tiltalt for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige, der sidste år blev bortført i Kirkerup samt overfald på en 15-årig pige ved en gymnastikefterskole i Sorø i 2022.

Fandt 13-årig i hans hjem

Den 33-årige mand fra Korsør blev anholdt den 15. april sidste år, da politiet brød ind i hans hjem og fandt en 13-årig pige, der i 27 timer havde været forsvundet og efterlyst i landets medier.

Ifølge anklageskriftet mod den 33-årige har han voldtaget, mishandlet og udsat pigen for andre krænkelser. 

Det er politiets formodning, at den 33-årige havde til hensigt at slå pigen ihjel, hvilket blev forhindret, fordi han blev anholdt.

Mandag den 17. april blev den dengang 32-årige fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved. 

Her erkendte han delvist sigtelsen vedrørende den 13-årige pige, men hvilke dele af sigtelsen, erkendelsen drejede sig om, vides ikke.

Tiltalt i flere uopklarede sager

Efter den 33-årige blev anholdt, foretog politiet en gennemgang af en række andre uopklarede sager. 

Læs også
Her er anklagerne i Emilie Meng-sagen
Læs også
Her er anklagerne i Emilie Meng-sagen

Det førte til, at den 33-årige foruden forholdene, der vedrører den dengang 13-årige pige fra Kirkerup, blev sigtet og siden tiltalt for den 8. november 2022 at have forsøgt at bortføre og voldtage en dengang 15-årig pige ved en efterskole i Sorø.

Ifølge anklageskriftet truede den 33-årige pigen med en kniv og satte sig derefter på hendes ryg, påsatte strips på hendes håndled, hvorefter han slæbte hende hen over en mark i den hensigt at få hende ind i sin bil.

Ved et retsmøde er det kommet frem, at der ifølge anklagemyndigheden er fundet DNA på den forurettedes jakke, der med højeste sandsynlighed stammer fra den 33-årige tiltalte. 

Foruden DNA er hans telefon fundet på en mast, der dækker gerningsstedet i Sorø.

Drabet på Emilie Meng

Den 33-årige mand er også tiltalt for drab, langvarig frihedsberøvelse og voldtægt af Emilie Meng.

Den 17-årige pige forsvandt den 10. juli 2016 fra Korsør Station. Hendes lig blev fundet ved Regnemarks Bakke ved Borup juleaftensdag 2016.

Ifølge anklageskriftet fik Emilie Meng pakketape rundt om næse om mund, og døde formentlig ved kvælning. Den 33-årige er tiltalt for usømmelig behandling af lig.

Læs også
Mysteriet om Emilie Meng - dag for dag
Læs også
Mysteriet om Emilie Meng - dag for dag

Politiet har under en ransagning af den 33-årige mands hjem gjort en række fund, herunder DNA-spor, der er interessante i forhold til sagen om Emilie Meng.

Beslaglagde bil

Desuden viser kortoplysninger fra timerne før Emilie Meng forsvandt, at den nu tiltalte befandt sig ganske tæt på Korsør Station.

Læs også
Tiltale mod 32-årig vækker lettelse i Korsør
Læs også
Tiltale mod 32-årig vækker lettelse i Korsør

Anklagemyndigheden lægger desuden vægt på, at den tiltalte, dagen før Emilie Meng forsvandt, foretog nogle køb i Harald Nyborg, der angiveligt kan knyttes til sagen.

I forbindelse med opklaringen af drabet på Emilie Meng, efterlyste politiet i 2017 flere gange i medierne føreren af en lys Hyundai i30. Han meldte sig aldrig.

Dansk politi beslaglagde få dage efter anholdelsen af den 33-årige en lys Hyundai i30 i Slovakiet. Bilen var ejet af den nu tiltalte, dengang Emilie Meng forsvandt.

Blev frivilligt i fængsel

Desuden er den 33-årige tiltalt for at have besiddet en større mængde børnepornografisk materiale. Politiet har udover mandens computer beslaglagt en lang række genstande.

Den 33-årige mand har, siden han blev varetægtsfængslet, haft mulighed for at blive stillet for en dommer hver fjerde uge, for at udfordre varetægtsfængslingen. Den ret har han valgt ikke at benytte. 

Læs også
Nævningeting skal tage stilling til sag om Emilie Meng-drab
Læs også
Nævningeting skal tage stilling til sag om Emilie Meng-drab

Derimod har han frivilligt ladet sig fængsle måned efter måned. Han nægter sig skyldig i tiltalerne vedrørende Emilie Meng og i voldtægtsforsøget på efterskoleeleven fra Sorø.

Der er afsat 18 retsdage til sagen, der påbegyndes den 14. maj 2024. 



Nyhedsoverblik