Det er en varm dag i Helmandprovinsen.
René Pamperin har meget udrustning på. Han sveder.
De skal holde et møde med guvernøren, og er netop ankommet i deres køretøj uden for hans kontor.
Alt det, der bliver sat i bevægelse, er ubeskriveligt
De holder indenfor det sikrede område, hvor der er adgangskontrol.
Inde fra køretøjet kan René Pamperin se en mand i en afghansk klædedragt gå henimod kontrollen.
Da manden nærmer sig, er det, som om han forsøger at få noget af under sin klædedragt.
Med ét bliver der stille.
Så begynder folk at skrige og jamre.
Der er en lugt af brændt menneskekød. En lugt af benzin. Lugten af salpetersyre fra sprængstoffet.
Inden under sin klædedragt havde manden båret på en bombe, som han lige har detoneret. En bombe fyldt med jernkugler, som blev spredt ud til alle sider.
- Jo tættere man kom på, hvor han var, jo mindre var der tilbage af de mennesker, der havde været der, fortæller René Pamperin.
Han husker lyden af eksplosionen. Trykket. Det knuste glas.
- Alt det, der bliver sat i bevægelse, er ubeskriveligt. Alle de indtryk, man bliver bombarderet med.
Overfor guvernørens kontor ligger en moské, hvor der stod en masse mennesker i kø.
Omkring 80 af de civile mennesker uden for moskeen bliver slået ihjel, ifølge René Pamperin. Nogle af dem i kontrolposten bliver også slået ihjel.
Han føler en vrede og afmagt, fordi han ikke kunne nå at forhindre, at så mange uskyldige skulle dø.
I hans lomme har han et lille metalhjerte, som hans datter lavede til ham, inden han tog til Afghanistan.
Inden han tog mod guvernørens kontor, havde han haft det oppe af lommen, krammet det i hånden og givet det et kys, og lagt det ned i lommen igen.
Det gjorde han altid, inden han skulle ud på patrulje.
Som en slags talisman.
- Der var en eller anden, der holdt hånden over mig, siger René Pamperin.
Der er nogle få dage i vores liv, som vi husker særlig godt. Men for nogle kommer der også dage, som rammer som et lyn fra en klar himmel, og som ændrer deres liv markant.
I TV2 ØSTs serie Dagen, der ændrede mit liv, fortæller de deres egen historie, og hvordan de håndterede, at livet tog en uventet drejning.
For René Pamperin var denne dag i 2006 i Helmandprovinsen bare én ud af mange episoder, der skulle vise sig at ændre ham for altid.
Mareridt om natten
Han kunne mærke, at jo flere gange han oplevede eksplosioner, skete der et eller andet.
Han kunne mærke tårerne presse sig på.
- Jeg beskriver det lidt ligesom et målebånd. At hver gang man var ude for en episode, så blev der klippet lidt af målebåndet.
- Jeg blev ikke stærkere for hver episode, men der blev taget lidt af, så til sidst var der ikke ret meget tilbage, forklarer René Pamperin.
Episoder som den fra 2006 var noget, der kunne give ham mareridt om natten. Også den dag i dag.
Det sker i slow motion. Han får øjenkontakt med selvmordbomberen.
Manden går hen mod nogle af kammeraterne. Pludselig sprænger han i luften.
Det var alt det, jeg ikke ønskede at genopleve, som jeg genoplevede i mine drømme
René Pamperin har følelsen af at have beton i skoene. Han kan ikke rykke sig.
- Man kan ikke forhindre det, der er ved at ske.
- Det er nogle af de mareridt, jeg har haft igen og igen, fortæller René Pamperin.
For selvom der havde været gode oplevelser, så var det sjældent dem, han drømte om.
- Det var alt det, jeg ikke ønskede at genopleve, som jeg genoplevede i mine drømme.
Der gik et år eller halvandet, fra han kom hjem i foråret 2007, til han fik diagnosen.
- For jeg vidste jo ikke, hvad der var galt. Jeg vidste, der var noget galt, siger René Pamperin.
Men han havde alligevel ikke drømt om, at han ikke skulle være soldat mere, da han kom hjem.
Hårdt for krop og sjæl
René Pamperin blev første gang udsendt i 2001 til Bosnien.
I 2006 kom muligheden for at tage til Afghanistan med Hold 1 til Helmand. Han fortsatte på Hold 2 og en smule på Hold 3 som major og kompagnichef.
Det var svært at være i Afghanistan. Man vidste aldrig, hvem der var en ven, og hvem der var en fjende.
Modstanderne var nemlig ikke kun Taliban eller Al-Qaeda
- Det kunne være folk, som smuglede opium. De havde ikke uniformer på, og vi måtte ikke skyde på dem, før de skød på os.
- Så det var en meget stressende situation. Adrenalinniveauet var højt, og det var hårdt for krop og sjæl, fortæller René Pamperin.
For mig har det været svært at leve med
For René Pamperin var det en svær oplevelse at tage et andet menneskes liv. Men det var enten dig eller ham.
- Det er jo logisk nok, at når man er i krig, så er det enten dig eller mig, og der gælder det om at være hurtigst og sigte bedst. Men det er svært.
- For mig har det været svært at leve med, selvom jeg godt kan se logikken i det, når det nu er der, hvor man er, og man er nødt til at gøre det.
Da han kom hjem i foråret 2007, skulle soldaterne til en debriefing. Her kunne han godt mærke, at der var noget, som ikke var, som det skulle være.
Han talte med en psykolog om nogle af alle de ting, han havde oplevet.
- Hun siger til mig, jeg tror, du har brug for hjælp. Så siger jeg, det tror jeg også, jeg har. Og så er det, jeg begynder i et behandlingsforløb.
René Pamperin prøvede at arbejde igen.
Men når de skød ude på skydebanen, lå han under sit skrivebord. Han troede, han blev angrebet.
Han kunne også mærke, at når han skulle fortælle andre om, hvad han havde oplevet, så forstod de det ikke.
- Mange af mine kollegaer forstod det heller ikke helt, fordi Helmand var en anden type mission, end både Irak og de andre missioner, vi har været ude på, siger René Pamperin.
Krig er noget frygteligt noget
Han kom hjem til en kone, tre børn, to hunde og et hus i Skælskør. Nu var det ham, der skulle passe skansen.
Men det kunne han ikke.
- Når jeg fortalte om nogle af de ting, jeg havde oplevet, så kunne jeg godt se, at blikket flakkede, og det forstår jeg godt. Det er så svært at forholde sig til noget, man ikke selv har oplevet.
- Krig, det er noget frygteligt noget. Så jeg forstår det godt. Men det hjalp mig bare ikke, forklarer René Pamperin.
René Pamperin valgte at trække sig mere og mere og isolere sig. Han fik kort lunte og skældte ud.
- Min datter var teenager, da jeg var afsted. Hun var fars pige, og hun havde brug for, at jeg var den far, jeg var, inden jeg tog afsted. Og det var jeg jo ikke.
- Jeg havde forandret mig og havde det rigtig svært. Og det kunne jeg ikke byde hende heller.
Han kunne ikke se nyheder eller voldsomme ting i fjernsynet. Hvis han så en romantisk film, så sad han og græd.
Han følte ikke, han havde kontrol over det.
- Jeg blev let ked af det og forskrækket, og følte meget sorg.
- Især at mærke, at tårerne hele tiden var meget på vej. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var blevet så tyndhudet. Det kan jeg godt se bagefter, efter alt det man har været igennem, at selvfølgelig er man det.
Den der dybe glæde, den blev slået ihjel dernede
Mange af de episoder, han har oplevet, gjorde, at han mistede evnen til at føle glæde.
- Og det er en rigtig høj pris.
- Den der dybe glæde, den blev slået ihjel dernede, da jeg så, hvad mennesker kan gøre ved andre mennesker. Jeg kan føle stolthed, men min glæde den forsvandt. Jeg har prøvet mange gange at få den fremkaldt igen. Men den dybe glæde, den er væk, fortæller René Pamperin og tilføjer:
- Jeg håber, den kommer igen.
- Hvis ikke man forandrer sig med de oplevelser, mange af os har haft, så er der først grund til at blive bekymret.
René Pamperin blev skilt fra sin daværende kone og flyttede ud af huset.
Sad og kiggede ud over pløjemarken
I 2009 fik René Pamperin diagnosen posttraumatisk stress syndrom (PTSD).
Han boede nu for sig selv i et rækkehus i Slagelse med sine to hunde.
Flyttekasserne var stadig ikke pakket ud, fordi overskuddet var ikke til det. Rækkehuset lå i nærheden af en skydebane, hvilket heller ikke gjorde tilværelsen nemmere.
Men så mødte han Dorthe.
Da de købte deres fælles hjem lidt syd for Slagelse, skabte de også rammerne for det, der skulle vise sig at blive hans redning.
Til huset forpagtede de noget jord.
Han begyndte at gå ud i haven og sætte sig.
Der var ikke gjort ret meget ved haven, og efter noget tid begyndte han at gå rundt ude i haven.
Efter nogle måneder begyndte han at hente haveredskaber og rydde op i laderne.
- Og så mærker jeg, at jeg får det godt med det. Og så vil jeg gerne ud at lave noget mere. Ud og have noget mere jord.
De valgte at forpagte yderligere 22.000 kvadratmeter jord. For han kunne mærke, at han fik det bedre at bruge sig selv ude i haven.
Mareridtene blev færre og færre, og han begyndte at sove bedre om natten.
Hans vrede kunne han få ud ved at grave og lave andre fysisk krævende ting.
Han havde pludselig noget at fortælle til Dorthe, når hun kom hjem fra arbejde.
Han havde noget at byde ind med.
- Jeg havde stadig en masse ting, jeg gik med, men jeg kunne mærke, jeg fik bedre og bedre styr på min PTSD.
Han glædede sig nu til at skulle op næste morgen.
- Der var masser at lave og masser at gøre. Og jeg bestemte selv hvordan og hvorledes, eller om jeg havde kræfter til det.
- Så mange gange sad jeg også bare og nød det og slappede af og kiggede ud over den her pløjemark, jeg var i gang med at forvandle til et eller andet skønt.
Med tiden blev det til meget mere end bare en pløjemark.
Det blev til Veteranhaven.
Et sted, der hjælper alle
Da René Pamperin havde gået alene med haven frem til 2013, tænkte han, at når det nu virkede så godt på ham, måtte det også virke godt på andre.
Han gik sammen med nogle andre veteraner, nogle pårørende og nogle ildsjæle og fortalte om sin idé; en forening, der skulle hjælpe andre.
- Så sagde de, jo, det var da en god idé. Og du er jo veteran, og det er din have, så skal det da hedde Veteranhaven.
Og sådan kom det til at hedde Veteranhaven.
- Veteranhaven handler ikke om at bygge en have. Det handler om at genopbygge menneskene. Haven er midlet. Naturen er midlet, siger René Pamperin.
- Det er jo ikke raketvidenskab, vi laver. Men det virker bare.
- Når man bliver kasseret og man får en førtidspension, så har jeg papir på, at jeg ikke kan bruges til noget. Der er ikke nogen, der har brug for mig mere.
- Lige pludselig fandt jeg ud af, at der var noget, hvor jeg kunne give igen. Det var godt nok ikke noget, jeg fik løn for, men jeg kunne give noget til andre. Min løn var så noget andet. Det var at se, at folk fik det bedre. At de gik glade ud af havelågen.
Veteranhaven er i dag et sted, hvor de hjælper alle. Ikke kun soldater.
- Det har noget at gøre med, at jeg er veteran, men jeg er ikke soldat mere. Det har noget at gøre med min identitet. Jeg var civil, og jeg skal leve i et civilt samfund, så derfor er der også civile, der kommer her. Det har faktisk en rigtig god effekt, forklarer René Pamperin.
Redningskransen
Han har flere gange fået spørgsmålet, om han ville have gjort det hele en gang til.
- Selvfølgelig havde jeg ikke gjort det. Det ville jo være idioti at tage af sted, hvis du vidste, at man kom hjem og havde smadret sit liv og det, man havde.
- Alt er smidt op i luften.
Man kan nok i stedet sige, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.
- Men jeg vil også sige, at det også handler meget om en selv. Om man er parat til at gøre noget og bede om hjælpen. At stå op for sig selv og sige, den her PTSD skal ikke få bugt med mig, eller den her angst eller depression. Jeg er nødt til at få hjælp, jeg er nødt til at gøre noget aktivt selv.
- Og det har været en lang kamp, og man skal huske, at op ad bakke er også fremad, lyder det fra René Pamperin.
PTSD er stadig en del af René Pamperin. Det vil det nok altid være.
- Jeg har ikke selvmordstanker mere, jeg har ikke mareridt mere, men jeg har mange af de andre ting stadigvæk.
- Nytårsaften er heller ikke sjov for mig, alle de brag og alt det, der er. Men jeg har det også sådan, at ja, jeg er soldat og jeg har PTSD, jeg har lært en masse ting af at være soldat, jeg har haft mange gode år som soldat.
- Jeg har bare været ekstremt presset i for lang tid, og det har gjort, at jeg er endt, hvor jeg er endt. Men det prøver jeg at vende om til noget positivt og sige, at hvis jeg kan hjælpe nogle kammerater, så er det det, jeg gør nu.
Når han kigger tilbage, så vil han også sige, at Veteranhaven betyder alt for ham i dag.
- Det har nok været min redning.
Se hele afsnittet om René Pamperin og Veteranhaven på TV2 ØST Play lige her.