Meldt til politiet for at arrangere banko - risikerer bøde på over 200.000 kroner

Gunnar Nielsen er blevet meldt til politiet for ikke at overholde loven for bankospil. Og det kan ende med en bøde på 220.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hver fredag aften sidder 87-årige Gunnar Nielsen klar til at råbe tal op i Asnæs Forsamlingshus.

Men hvad der har været en fast aktivitet i 49 år er nu kommet i problemer. Gunnar Nielsen er nemlig anmeldt til politiet for ulovligt bankospil.

quote Vi bliver ved med at spille banko, indtil den sidste i bestyrelsen sidder i spjældet

Gunnar Nielsen, formand for Asnæs Forsamlingshus Støtteforening

- Da vi ikke har andre aktiviteter end bankospil, så har vi ikke mulighed for at lave alle de aktiviteter end bankospil, for det er selve forsamlingshuset, der gør det. Så derfor har vi kun bankospil, og så siger hun (medarbejder hos Spillemyndigheden, red.), at så er det ulovligt, forklarer Gunnar Nielsen, der er formand for Asnæs Forsamlingshus Støtteforening.

Der bliver spillet banko hver fredag i forsamlingshuset i Asnæs.
Der bliver spillet banko hver fredag i forsamlingshuset i Asnæs. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Det er spillemyndigheden, der har anmeldt Asnæs Forsamlingshus Støtteforening for ulovligt bankospil. Ifølge lovgivningen må foreningen nemlig ikke udelukkende afholde bankoarrangementer, som aktivitet for medlemmerne, men den regel overholdes ikke.

Alligevel er Gunnar Nielsen langt fra tilfreds med, at han er blevet politianmeldt. 

- Det er fuldstændigt vanvittigt, fordi vi laver et socialt stykke arbejde med at holde gang i det fællesskab, og alle de der ældre mennesker, som ikke kommer så meget ud, de kan komme her til banko, siger han. 

Anders Dorph er direktør for Spillemyndigheden, der står bag politianmeldelsen af blandt andre Asnæs Forsamlingshus Støtteforening.
Anders Dorph er direktør for Spillemyndigheden, der står bag politianmeldelsen af blandt andre Asnæs Forsamlingshus Støtteforening. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Asnæs Forsamlingshus Støtteforening er langt fra den eneste, der risikerer en bøde. Ifølge Danmarks Radio er 38 foreninger landet over politianmeldt, fordi deres primære aktivitet er at spille banko.

- Det vi ser, det er, at der er foreninger, som ikke laver andet, end at spille banko, og stort set ikke udlodder til alment nyttige formål, og det er grundlæggende i strid med lovens formål, og det er derfor vi har anmeldt dem til politiet, siger Anders Dorph, der er direktør for Spillemyndigheden.

Ifølge lovgivningen skal hele overskuddet fra bankospil gå til alment nyttige formål, men den regel overholdes ikke altid, mener Spillemyndigheden.

Politikerne på Christiansborg må nu se nærmere på lovgivningen omkring bankospil.
Politikerne på Christiansborg må nu se nærmere på lovgivningen omkring bankospil. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

- Det, der foregår, er, at det reelt er spilleklubber, hvor der er meget store gevinster, og der bliver stort set ikke udloddet noget til alment nyttige formål, siger direktøren.

Undersøger reglerne på området

På Christiansborg er politikerne ved at se nærmere på lovgivningen omkring banko, for reglerne på området kan gøres mere enkle, siger skatteminister Jeppe Bruus (S).

- Jeg tror, det er rigtigt, at der er nogle, der har været i tvivl om reglerne, og derfor er vi i gang med at kigge på de regler, der er for at spille banko i Danmark, siger han og fortsætter:

- For man skal kunne spille banko, det er en god aktivitet, der er mange, der har det som en meget social aktivitet, og der er også rigtig mange foreninger, der har glæde af, at man driver bankospil og at overskuddet går til alment nyttige formål, og det skal man også kunne i fremtiden.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) vil sikre, at det også i fremtiden vil være muligt at spille banko i Danmark.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) vil sikre, at det også i fremtiden vil være muligt at spille banko i Danmark. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Efter Gunnar Nielsen blev anmeldt til politiet, fik han først besked om, at han risikerede seks måneders fængsel, siden har politiet i stedet oplyst, at han står til at få en bøde 220.000 kroner.

Men den garvede bankoformand tager dog ikke anmeldelsen så tungt, og så længe han er ude i friheden fortsætter han med at spille.

- Vi bliver ved med at spille banko, indtil den sidste i bestyrelsen sidder i spjældet, siger han. 


Nyhedsoverblik