- Det ender med, at Peter holder hende, og jeg skal putte tabletten ind i munden på hende.
Sådan fortæller Birgit Hesk-Møller fra Nykøbing Sjælland om en skelsættende oplevelse.
Igennem et årti kæmpede hun og resten af familien for, at datteren Amalie Hesk Møller blev rask fra sin psykiske sygdom.
Jeg vil, at du skal leve, Amalie. Hele livet, ikke kun det halve
Et ansvar, hun føler, blev lagt over på dem.
Til sidst måtte mor og far tvinge piller i munden på deres egen datter.
- Det har jeg fortrudt, og det ville jeg ønske, jeg aldrig havde fået pålagt, siger Birgit Hesk-Møller.
Skoleopgave endte i spiseforstyrrelse
Et skoleprojekt i 2011 blev starten på mareridtet for Amalie Hesk-Møller og familien.
Hun fik til opgave at skrive sine kalorier og træningsvaner ned, og det satte tanker i gang hos den dengang 13-årige pige.
Pludselig blev hun optaget af mad og træning på et ekstremt niveau, og det betød, at hun kom til jævnlige undersøgelser hos skolens sundhedsplejerske.
- Efter nogle måneder har sundhedsplejersken haft Amalie til vejning og kontrol. Der reagerer hun og siger: Det her kan jeg ikke se på længere, nu har hun tabt sig yderligere.
- Og så gik det stærkt, fortæller Birgit Hesk-Møller.
Amalie Hesk-Møller vejede 38 kilo og havde en BMI på 14 - markant under tallet på 18,5, der skal til, for at man betegnes som undervægtig.
Hun var blevet ramt af spiseforstyrrelsen anoreksi - i første omgang.
Sled hårdt på familien
Amalie Hesk-Møller blev henvist til spiseforstyrrelsesklinikken på Bispebjerg Hospital og kom i ambulant behandling. Det vil sige, at hun primært blev behandlet hjemmefra, og dét sled på familien.
Nogle bliver belastet både fysisk og psykisk, og det bliver i sidste ende dyrt for samfundet men også alvorligt for den pårørende
- Efter et år på Bispebjerg var vi så smadrede i vores familie. Vi kunne ikke have nogen på besøg, og vi var selv ved at gå op i limningen, fortæller Birgit Hesk-Møller og fortsætter:
- Vi havde jo to drenge, som gik rundt langs med væggene og satte sig på deres værelser med hovedtelefoner på for at være så lidt til besvær som muligt.
- Det var et helvede, understreger hun.
Hun arbejdede selv som sygeplejerske på børne- og ungepsykiatrien i Glostrup, og her fik hun at vide, der var tillid til, at familien kunne klare kampen selv.
- Vi har tillid til, I kan passe jeres eget barn selv, og Birgit, du har jo forstand på det her. Sådan hørte jeg det.
- Og så sagde jeg: ja, når de siger det sådan. Så må vi tage ansvar, fortæller Birgit Hesk-Møller.
Resultat af presset psykiatri
Pårørende i Danmark oplever dagligt, at de må påtage sig opgaver som sygepasser eller en slags tovholder, der skal skabe overblik over et behandlingsforløb.
I nogle tilfælde sker det som en konsekvens af de offentlige myndigheders mangler. Sådan lyder det i hvert fald i en ny undersøgelse, som VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - står bag i samarbejde med TrygFonden og Danske Patienter.
Jeg var ved at dø af sorg
Ifølge Morten Freil, direktør i Danske Patienter, kan opgaven nogle gange blive for omfattende for patienterne.
- Sundhedsvæsnet er presset, og pårørenderessourcen bliver italesat som nogen, der kan gå ind og løse en stor opgave.
- Det er også rigtigt. Det kan de, hvis man gør det på den rigtige måde, siger Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter.
Han understreger dog, at der er opmærksomhed på, hvor grænserne går for, hvad en pårørende kan stå for.
- Der er pårørende, som selv bliver skubbet ud over grænsen. De får pålagt opgaver med at koordinere forløb, og de bliver ikke set i en helhed.
- Nogle bliver belastet både fysisk og psykisk, og det bliver i sidste ende dyrt for samfundet, men også alvorligt for den pårørende, siger Morten Freil.
Dagbog til datteren
Birgit Hesk-Møller endte med at tage orlov for at passe sin datter.
Under orloven begyndte hun at skrive dagbog.
- I aftes onsdag fik du ingen aftensmad. Du ville ikke spise kartoffelmos med kødsovs. Jeg vil ikke sige, det gik godt...
- Men du blev i det, vi kæmpede mod hinanden. Men jeg formåede at få dig talt igennem det med min kærlighed.
- Jeg vil, at du skal leve, Amalie. Hele livet, ikke kun det halve, skrev Birgit Hesk-Møller til sin datter.
På grund af orloven ændrede familiens økonomiske situation sig, og hendes mand måtte arbejde mere for at forsørge familien.
Samtidig kom Birgit Hesk-Møller i konflikt med sit arbejde, der ikke kunne tilgodese familiens situation som pårørende.
Familien fortsatte dog med at påtage sig ansvaret for at gøre Amalie Hesk-Møller rask.
Anoreksi var kun starten
Det skulle vise sig, at der gemte sig mere end en spiseforstyrrelse bag Amalie Hesk-Møllers psykiske udfordringer.
Anoreksien var en konsekvens af, at hun led af angst og tvangstanker.
- Vi havde fået ansvaret for at passe vores eget barn. Vi havde fedet hende op og givet hende ti kilo på. Men så kom OCD'en, og hun skulle have medicin.
- Det kom aldrig til at gå, fortæller Birgit Hesk-Møller.
Hun og hendes mand blev enige om, at de måtte begynde at fokusere på deres eget liv.
- Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville dø af det her, hvis ikke jeg gjorde noget andet for mig selv. Jeg tror, jeg var ved at dø af sorg, fortæller hun.
Grønland reddede livet
Birgit Hesk-Møller tog til Grønland for at arbejde som sygeplejerske.
Datteren blev i Danmark, og kom på et bosted.
Her var hun igennem flere ugers intensiv behandling, hvor hun blev udsat for alle de ubehagelige ting, hendes OCD fortalte hende, hun ikke måtte gøre.
- Det er jo en mærkelig ting at fortælle til folk, at jeg stikker af fra det hele. Det kan måske være svært at forstå, fortæller Birgit Hesk-Møller.
Beslutningen om at give slip endte dog med at redde både Amalie Hesk-Møller og familiens liv. I dag er Amalie Hesk-Møller rask.
- Jeg kom tilbage, og vi startede med at ændre vores forhold til vores datter. Så var jeg ikke behandlermor mere, fortæller Birgit Hesk-Møller og tilføjer:
- Så var jeg bare mor.