I går eftermiddag blev der sendt bud efter ornitolog Henrik Dahl til Knudshoved nord for Vordingborg.
Midt på en mark lå en ung havørn, som formentlig ikke kunne flyve.
- Da jeg kom tættere på den, kunne jeg se, at den var meget interesseret. Den kom hoppende hen imod mig og begyndte at nappe min kamerataske. Den var meget sulten, fortæller Henrik Dahl fra Dansk Ornitologisk Forening og DOF Storstrøm.
Opførte sig unormalt
Ifølge Henrik Dahl var den unge havørn tydeligt undervægtig med en vægt på omkring fire kilo. En ørn på den størrelse burde veje omkring seks kilo.
- Den opførte sig meget unormalt. Den var virkelig nysgerrig og kom så tæt på mig, at jeg kunne tage en selfie med den, siger han.
Flokdyr
Ørnens slidte hale vidnede om, at den for ikke så længe siden stadig sad i reden.
Ifølge Henrik Dahl er den unge havørn derfor ikke mere end nogle måneder gammel, da havørne typisk lægger æg i marts, som udklækker omkring midten af april.
- Mit gæt er, at den her havørn er kommet til lidt for sent ud af reden og måske derfor er alene nu, siger Henrik Dahl.
Ud i det fri
Lige nu befinder havørnen sig på en vildtplejestation, hvor den har fået ringmærke på og skal fodres op.
- I naturen lever havørne primært af ådsler, for det skal være nemt. De spiser fisk, fugle, rotter og andre små dyr. Det får den her unge også – faktisk får den hare til frokost i dag, fortæller han.
Selvom havørnen de næste 14 dage får maden serveret, skal den ikke blive for vant til det. Den skal nemlig slippes fri og lære at klare sig selv i naturen.
- Havørne er flokdyr, så den skal ud i naturen igen, siger Henrik Dahl.
Skal udsættes ved andre havørne
Ornitologen regner med at sætte fuglen fri ved Maribosøerne, hvor der også er andre unge havørne.
I alt er der omkring 80 ynglende havørnepar i Danmark, hvoraf fire-fem af dem befinder sig i området omkring Vordingborg.