Ny metode afslører dyrelivet på havbunden

Kortlægning af dyrelivet langs Lollands kyst skal give os viden om havmiljøets evne til at tilpasse sig store, menneskeskabte forandringer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forskere samler i denne tid vand ind fra havet langs Lollands sydkyst.

Det gør de for at kortlægge, hvordan Femernbyggeriet påvirker havmiljøet, skriver den danske havforsknings-, teknologi- og rådgivningsvirksomhed DHI i en pressemeddelelse.

Sammen med Sund og Bælt vil DHI ved hjælp af en helt ny genetisk metode undersøge, hvordan dyrelivet påvirkes af det enorme byggeri.

Ole Brodnicke er havbiolog hos havforsknings-, teknologi- og rådgivningsvirksomheden DHI.
Ole Brodnicke er havbiolog hos havforsknings-, teknologi- og rådgivningsvirksomheden DHI. Foto: DHI

I de vandprøver, forskerne samler ind, kan man finde genetiske spor kaldet eDNA fra talrige dyrearter.

Metoden til at analysere DNA-spor i havvand er stadig under udvikling, men den har store perspektiver og kan give et mere nuanceret billede af, hvordan livet ser ud få meter nede under havet langs kysterne, skriver DHI.

- Fordelen ved eDNA-metoden er, at vi i en enkelt kop havvand ret præcist kan sige hvilke dyr, der lever i området. 

- Det kan være alt fra fugle og fisk til krebs og muslinger, men også arter, som er meget svære at finde, fordi de sjældent viser sig, forklarer Ole Brodnicke, der er havbiolog hos DHI, i pressemeddelelsen.

Læs også
De første 100 meter af Femern-tunnelen er klar
Læs også
De første 100 meter af Femern-tunnelen er klar

Forskerne har især fokus på forskellige fiskearter og edderfugle.

Men også muslinger, orme og krebsdyr, der tjener som føde for større dyr og dermed kan fortælle noget om udviklingen af det kystnære havmiljø.

DHI skal over en længere periode indsamle og analysere vandprøver, det sker for at undersøge, hvordan byggeriet af Femernforbindelsen påvirker miljøet i havet.

- Hvor hurtigt kan naturen blive etableret i et miljø, der er fuldstændig menneskeskabt, det er det interessante spørgsmål.

- Men vi vil også gerne vide, i hvilken rækkefølge organismer og arter dukker op og erstatter hinanden over tid, indtil vi står med et robust miljø langs kysten, siger Ole Brodnicke.


Nyhedsoverblik