Kendt for rim og remser til børn - men på Lolland kæmpede Halfdan Rasmussen for friheden

Forfatteren Halfdan Rasmussen trykte illegale blade på Lolland og skrev også sin første børnebog der.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I begyndelsen af 2. verdenskrig flyttede forfatteren Halfdan Rasmussen til Lolland for at bo i kollektiv. Her boede han sammen med sin kone Ester Nagel, der også var forfatter, og den lokale kommunist og arbejderforfatter Hilmar Wulff.

Det fortæller Thorvald Berthelsen til TV2 ØST. Han er selv forfatter og bor i dag i Sakskøbing. Og han var bare ni år gammel, da han stiftede bekendtskab med Hilmar Wulff. Det var gennem romanen Til kamp for frihed, som netop handler om modstandsarbejdet på Lolland.

- Jeg læste den selv som dreng, da den lige var kommet, fordi jeg måtte ikke få alle de der drengebøger, fordi min mor syntes, at det var noget bras. Og det var i 1957, fortæller han.

Thorvald Berthelsen er ved at skrive en bog om Hilmar Wulff. Han mener, at den lollandske arbejderforfatter er overset i vores tid.

Arbejderforfatter Hilmar Wulff skrev blandt andet om roearbejderne på Lolland.
Arbejderforfatter Hilmar Wulff skrev blandt andet om roearbejderne på Lolland. Foto: Nakskov Lokalhistoriske Arkiv

- Efter min mening er han en i dag overset glimrende forfatter, han er oversat til over 18 sprog, og han er stadigvæk i dele af Østeuropa og i Sverige betegnet som en af Danmarks store arbejderforfattere, fortæller Thorvald Berthelsen.

I forbindelse med arbejdet med den kommende bog er Thorvald Berthelsen dykket ned i historien om digterkollektivet på Lolland. De unge forfattere flyttede ind i et hus ved godset Engestofte, og i sommeren 1943 mødte de godsejerfruen Monica Wichfeld første gang. Det fremgår af et brev, som Halfdan Rasmussen skrev den 18. juli det år.

- Der fremgår det, at Monica Wichfeld kommer på besøg med datteren et sted mellem den 6. juli og den 18. juli, hvor han skriver brevet, fortæller Thorvald Berthelsen.

Læs også
Monica blev fanget af nazisterne og sendt til Gestapos hovedkvarter
Læs også
Monica blev fanget af nazisterne og sendt til Gestapos hovedkvarter

I sin erindringsbog Fra solskin til tusmørke beskriver Monicas datter, Varinka Wichfeld, mødet sådan her:

- Døren stod åben og afslørede en højst besynderlig situation. En mand stod og forsøgte tilsyneladende at stege en kylling over komfurets åbne ildsted – på en fejebakke! Jeg har aldrig fået en forklaring, men måske i mangel af stegegryde?

Kommunister og godsejerfrue arbejdede sammen

Da godsejerfruen Monica Wichfeld mødte Hilmar Wulff, Ester Nagel og Halfdan Rasmussen, var digterne allerede i gang med at trykke illegale blade og skrive tekster til dem.

Og en dag tager godsejerfruen også mod til sig og spørger, om de ikke har brug for hendes hjælp.

- Herefter samler hun så penge ind, fordi hun har jo hele den her omgangskreds af velhavende godsejere og overklasse og så videre i Danmark, fortæller Thorvald Berthelsen.

- Når hun besøger Wulff, så kommer hun forbi med en kuvert med penge. Den går så videre til modstandsbevægelsen og bliver brugt både til illegal presse men også til at understøtte de hustruer, hvis mænd sidder fængslede i Horserød eller noget andet efter interneringen af kommunisterne.

Skriver første børnebog på Lolland

Tiden i digterslottet får stor betydning for både Halfdan Rasmussen og Hilmar Wulff, fortæller Thorvald Berthelsen.

- De gør to ting. De bliver aktivt involveret i illegal presse, siger han.

- Men udover det, så bliver de begge to inspirerede til af deres tid på Lolland at blive børnebogsforfattere.

Her ses nogle af de modstandsfolk fra Maribo, som Hilmar Wulff arbejdede sammen med.
Her ses nogle af de modstandsfolk fra Maribo, som Hilmar Wulff arbejdede sammen med. Foto: Frihedsmuseet

Mens han bor ved Maribosøerne, skriver Halfdan Rasmussen sin første børnebog. Den handler om kampen mellem det lyse og det mørke. Og den kan læses som en analogi over krigen, der med mørklægningen helt bogstaveligt slukker lyset i Danmark.

Børnebogen hedder Kejser Næsegrus og Kæmpesmeden. Den handler om en smed, der gør modstand mod den onde kejser. Han vil sikre, at der kommer lys over landet igen. 

I dette hus ved Maribosøerne boede Hilmar Wulff under krigen. Her blev der blandt andet skjult modstandsfolk og våben.
I dette hus ved Maribosøerne boede Hilmar Wulff under krigen. Her blev der blandt andet skjult modstandsfolk og våben. Foto: Ronnie Bille - TV2 ØST

Sabotageskole i Våbensted

Sammen med Monica Wichfeld får Hilmar Wulff arrangeret en uddannelse for sabotører på Lolland.

Han skaffer kommunister fra Maribo, der vil oplæres i brug af våben og sprængstoffer, mens Monica Wichfeld sørger for et sted, de kan være. Det bliver i præstegårdshaven ved Våbensted Kirke lidt uden for Sakskøbing. Og Monica sikrer også gennem sine kontakter i København, at der kommer engelske våben og sprængstof til Lolland.

Monica Wichfeld og hendes mand, Jørgen Wichfeld, i haven ved Engestofte Gods.
Monica Wichfeld og hendes mand, Jørgen Wichfeld, i haven ved Engestofte Gods. Foto: Frihedsmuseet

Der går en landevejen mellem Våbensted og Engestofte Gods. Og man må formode, at der her har været en del trafik på underlige tidspunkter i løbet af 1943.

- Lige ud til vejen ikke, mellem Sakskøbing og Maribo, der ligger præstegårdshaven, fortæller Thoravald Berthelsen.

- Det var der de lå og lavede sprængstofsøvelser ikke, altså de har skullet finde nogle vanvittige tidspunkter at lave det der, siger han.

Er du interesseret i at høre mere om Monica Wichfeld, så har TV2 ØST lavet en podcast om hele hendes liv. Podcasten hedder Dømt til døden og du kan finde den her - eller i din foretrukne podcast-app. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nyhedsoverblik