I starten af januar valgte halvdelen af menighedsrådet at forlade Nyvangskirken i Kalundborg.
Årsagen var ifølge de afgåede medlemmer et psykisk hårdt arbejdsmiljø:
- Jeg fik angstanfald, hjertebanken og jeg rystede. Bare tanken om at skulle op i kirken til menighedsrådsmøder var rigeligt, siger Heidi Lillevang, der er tidligere formand i menighedsrådet.
Det blev så voldsomt, at hun nu må tage nervemedicin.
Medlemmer af menighedsrådene opleves magtbegærlige og dominerende overfor de ansatte.
Da hun blev sygemeldt, tog Sven-Aage Berg over som konstitueret formand. I dag har han også forladt menighedsrådet:
- Det var ved at belaste vores medlemmer, og derfor sagde vi "nu er prisen ved at blive for høj til at sidde i et menighedsråd". Derfor valgte vi at trække os, siger han til TV2 ØST.
- Det har også påvirket de ansatte, helt klart, tilføjer Heidi Lillevang.
Stella Gaarsdal Larsen var medlem i næsten ét år:
- Når vi sad til menighedsrådsmøder, blev vi afbrudt konstant. Der røg diverse beskyldninger gennem luften, beretter hun.
Systematisk mobning, tvang og nedværdigende handlinger
Kirkeministeriet har netop færdiggjort en undersøgelse af arbejdsmiljøet blandt mere end 7500 ansatte i den danske folkekirke.
Her svarer 21 procent, lidt over hver femte medarbejder, at de har oplevet krænkelser eller mobning inden for de seneste tolv måneder.
Der må jeg konstatere, at mulighederne har været til stede, men der er ikke handlet.
I undersøgelsen står der blandt andet:
Oplevelserne med krænkende handlinger og mobning spænder fra systematisk mobning og chikane, vold og seksuel tvang til oplevelser af forskelsbehandling, diskrimination og nedværdigende handlinger.
I Nyvangskirken har der været tale om meget konkrete, interne stridigheder i menighedsrådet. Men undersøgelsens samlede resultater blandt andre folkekirker kommer alligevel ikke som en overraskelse for Stella Gaarsdal Larsen:
- Fordi jeg selv har oplevet dén syge kultur på egen krop. Ikke kun i Nyvangskirken men også nogle af de andre steder, jeg har været ansat siger hun til TV2 ØST.
Der er nultolerance overfor mobning og krænkelser i folkekirken.
Efterlyser handling
De fire afgåede medlemmer skrev et åbent brev, hvori de ønskede handling fra biskoppens og kirkeministeriets side.
- Hvis der er dårligt arbejdsmiljø i den danske folkekirke, så bliver man nødt til at gøre noget ved det. Der må jeg konstatere, at mulighederne har været til stede, men der er ikke handlet, siger Sven-Aage Berg.
Den danske folkekirke har i dag en tostrenget ledelsesstruktur. Menighedsrådet er folkevalgte, og de er arbejdsgivere for alle personalegrupper i den lokale kirke - bortset fra præsterne.
Præster og biskopper er ansat ved selve kirken under Kirkeministeriet. I Roskilde Stift mener biskop Ulla Thorbjørn Hansen, at det er op til menighedsrådene selv at klare interne stridigheder:
- De efterlyser handling. Men det er menighedsrådet, der i høj grad kan gøre noget. Der er en paragraf, der gør, at menighedsrådet kan ekskludere et andet medlem. Men det er menighedsrådet, der skal træffe den beslutning - ikke en biskop, siger hun til TV2 ØST.
Mangelfulde kompetencer i menighedsrådene
En af konklusionerne i undersøgelsen er, at lav ledelseskvalitet, uklare krav og stærke hierarkier har betydning, når ansatte i folkekirken ikke trives.
En udfordring er blandt andet, at menighedsrådene har ansvaret for en stor del af ledelsesopgaverne i kirkerne, og at erfaring og kompetencer kan være mangelfulde.
- Vi vil have fokus på måske at gøre det pligtigt, at dén, der skal være kontaktperson, også får en uddannelse i at lede og have arbejdsgiveransvar, siger Ulla Thorbjørn Hansen.
I undersøgelsen nævnes særligt udfordringerne med magthåndtering:
Ansatte beskriver, hvordan valgte medlemmer af menighedsrådene opleves magtbegærlige og dominerende overfor de ansatte.
- Det skal tages alvorligt. Der er nultolerance over for mobning og krænkelser i folkekirken. Det skal vi blive ved med at tage alvorligt og italesætte, siger biskoppen i Roskilde stift.
Undersøgelsen viser dog også, at der i forhold til gennemsnittet på det danske arbejdsmarked er en højere grad af generel tilfredshed og meningsfuldhed med arbejdet i Folkekirken.
Minister vil drøfte lovgivning
Kirkeminister Morten Dahlin har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men han skriver til TV2 ØST:
Det er vigtigt, at vi anerkender deres store indsats. Men jeg er også klar til at se på, hvordan vi fremadrettet klæder menighedsrådene endnu bedre på i forhold til deres opgave som arbejdsgivere. Det kan være, at det kræver en ændring af loven, og det er jeg villig til at diskutere.
Menighedsrådet i Nyvangskirken består nu af to tilbageværende medlemmer, to nye suppleanter og to indsatte præster. Til efteråret skal der være valg til menighedsrådene i hele Danmark.