Det har ikke været sjovt at være fra Nykøbing FC i denne sæson. Fusionsklubben fra Falster har bare fået tre point i de første 12 kampe.
Nu ser træneren frem til vinterpausen.
- Så skal den have fuld damp med god træning og mere træning. Og så skal vi have hentet nogle forstærkninger, det er der ingen tvivl om, siger Jan Jacobsen, efter holdet leverede endnu en skuffende indsats mod B93 lørdag.
Det må især være defensiven træneren vil have styrket. Nykøbing FC tabte hele 0-4 på Østerbro Stadion og er dermed er det hold i rækken, der har lukket suverænt flest mål ind.
- Til træning gør vi det egentlig okay, men når vi kommer til kampene fungerer det ikke. Vi hænger med hovedet, og det er svært for tiden, erkender midtbanespilleren Michael Pedersen, der blev rykket ned i forsvaret i en stor del af lørdagens kamp.
Nu er der tre kampe inden den vinterpause, som formentlig bringer nye kræfter ind på holdet og som de blårøde håber vil vende nedturen.