Lokale vil redde Gedser Odde

Østersøen har smag for kysten ved Danmarks sydligste punkt. Hver dag forsvinder en bid af klinten ned i havet. Men nu vil en gruppe lokale tage kampen op mod naturen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kysten ved Gedser Odde bliver mindre dag for dag. Østersøen er nemlig en sulten størrelse. Hver dag gnaver havet af klinten ved Danmarks sydligste punkt.  Men nu vil en gruppe lokale tage kampen op mod naturens rå kræfter.

- Bevare klinten kan vi nok ikke, men vi kan prøve at sikre, at der i de næste år ikke forsvinder så meget af den, som der gør nu, fortæller Tonny Pedersen fra Gedser.

Tonny Pedersen vil derfor starte en forening, der skal kæmpe for at bevare kysten ved Gedser Odde.

Udviklingen skal stoppes
I 2010 fik havets appetit for kysten den konsekvens, at et hus måtte rives ned, fordi det ellers ville styrte i havet. I dag er der ikke meget tilbage af den jord, der lå under huset.

- Man kan se nogle vandrør, men ellers er der ikke meget tilbage fortæller Tonny Pedersen og viser nogle store rør, der hænger ud over skrænten.

Den historie vil de lokale nødig se gentage sig for det hus, der stadig ligger på grunden. Derfor holder Tonny Pedersen nøje øje med, hvor meget af kysten, der forsvinder.

- Lige nu er der 12 meter fra kysten ind til huset, men for to år siden målte jeg det også, der var der 16 meter, slår Tonny Pedersen fast.

Der er derfor i løbet af to år forsvundet fire meter fra kysten.

- Jeg frygter, at den tendens vil fortsætte. Så vil bølgerne om seks år slå ind mod bygningen, fortæller Tonny Pedersen.

Det er forsvarets tidligere marinestation, der ligger ved kysten. Den bliver lige nu brugt til udstillinger fra kysten. Det vil de gerne kunne beholde.

Derfor vil den nye forening søge forskellige fonde, der kan hjælpe med at finansiere nogle store sten på stranden, der skal stoppe bølgerne, før de får fat i klinten.

Det er en privat sag
Den nye forening skal ikke forvente at få økonomisk hjælp fra kommunen. Ifølge Kystsikringsloven er det nemlig grundejeren, der har ansvaret for at vedligeholde kysterne. Den vedligeholdelse er ikke blevet prioriteret på stedet, så nu tager de lokale selv affære.

Lige nu har omkring 100 personer skrevet under på, at der er behov for en forening. I løbet af foråret vil de indkalde til generalforsamling.


Nyhedsoverblik