Søndag aften omkring halv ni blev en mand fra Faxe-området antastet af en mand, der ville låne en lighter.
Optrinnet foregik på Vinkældertorvet i Faxe ved byens Fakta.
Spørgsmålet faldt på engelsk, og selvom han afslog, blev manden ved og pludselig kom tre-fire andre mænd til og omringede ham.
De ville have hans pung og mobiltelefon og slog ud efter ham flere gange. De ramte ham blandt andet i ansigtet.
Det lykkedes dog manden at slå igen og få vristet sig fri.
- Han har været meget resolut, siger Anders Mikelsen, som er vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
Begrænset signalement af røverne
Politiet betragter overfaldet som et røveriforsøg, men har ikke anholdt nogen i sagen.
Den forurettede beskriver overfaldsmændene som østeuropæiske og omkring 20-30 år gamle.
Det er kun den første røver, der er et egentlig signalement af.
Signalement af den første røver
- Cirka 30 år
- 185 cm høj
- Havde skægstubbe
- Sort hovedbeklædning
- Talte gebrokkent engelsk og kunne få ord på dansk