Vittinghus til Super Series finalerne

Hans-Kristian Vittinghus har kvalificeret sig til Super Series finalerne i Dubai. Det er anden gang, at badmintonspilleren er med i den prestigefyldte turnering

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det blev godt nok til et skuffende exit i anden runde i den sidste Super Series-turnering denne uge i Hong Kong. Men med fem kvarfinale-placeringer i andre af årets Super Series-turnering er Hans-Kristian Vittinghus, der til daglig spiller for Team Skælskør-Slagelse, klar til finalerne i Dubai.

- Jeg glæder mig helt vildt. Det er et af årets helt store højdepunkter. Udover VM i Danmark, så er det nok det, jeg helst ville med til i år, så jeg er rigtig glad for, at jeg har kvalificeret mig og ser frem til at være med igen, siger Hans-Kristian Vittinghus til TV ØST ved ankomsten til Københavns Lufthavn.

Hans-Kristian Vittinghus var også i finalerne, hvor kun de otte bedste herresingler er med, for to år siden. Dengang var han dog med på et afbud. Denne gang har han selv kvalificeret sig.

- Det vidner om, at mit år har været rigtig stabilt, og jeg har præsteret på et højere niveau end jeg har kunnet før. Så jeg er rigtig glad og tilfreds og egentlig også lidt stolt over den sæson jeg har leveret, siger Hans-Kristian Vittinghus. 

Super Series finalerne spilles fra den 17.-21. december. Der er 80.000 dollars til vinderen.


Nyhedsoverblik