Viceborgmester får nej til lån

2. viceborgmester Erik Kjelgaard i Lolland Kommune har gentagne fået nej til at låne penge til ny bolig. Det er til trods for, at han har penge på kontoen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad skal der egentlig til for at kunne låne penge? Det spørgsmål stiller 2. viceborgmester i Lolland Kommune Erik Kjelgaard, efter at han fem gange har fået afslag på at låne penge til et nyt hus.

Viceborgmesteren er faldet for et hus på Strandvej 10 i Rødby. Drømmen om huset er dog indtil videre sat på pause. Realkreditinstitutterne vil nemlig ikke låne ham de 450.000 han har brug for.

- Jeg synes det er en nedvurdering af mig, som om jeg ikke kan vurder min egen økonomi. Som om jeg render rundt og pjatter til højre og venstre. Jeg er faktisk lige det modsatte. Jeg bruger ikke penge, med mindre det er aller højest nødvendigt, siger ikke Erik Kjelgaard (DF).

Erik Kjelgaard bor lige nu i et gældfrit hus i Fuglse, ejer et sommerhus i Lalandia, hvor der månedligt er overskud, og så har han sparet over 280.000 kroner op. Men alligevel kan viceborgmesteren ikke få lov til at låne penge til det 615.000 kroner dyre hus i Rødby.

- Jeg synes, det er dybt frustrerende og skuffende, fordi jeg havde ærlig talt troet, at jeg havde bedre lånemuligheder, siger Erik Kjelgaard.

I alt har Erik Kjelgaard fået afslag fra fem forskellige steder: Realkredit Danmark, BRF Kredit, Nykredit, Santander Bank og Jyske Bank. Sidstnævnte begrundede afslaget med, at lønnen er usikker for et byrådsmedlem, da de ikke ved om Erik Kjelgaard bliver valgt ved næste kommunalvalg. Men den forklaring giver Erik Kjelgaard ikke meget for.

- Det er da altid muligt. Næste valg er om to et halvt år. Så er det jeg tænker, at det kan da også godt være at folk, der køber et hus bliver arbejdsløse om to et halvt år. Det er der da ingen, der ved, siger Erik Kjelgaard. 

Det at folk ikke kan låne penge til en ny bolig i udkantsområderne, kan formand for Nordøstfalsters Fremtidsforening Torben Stjernholm nikke genkendende til.

- Den meget tydelige konsekvens er, at vi får meget svært ved at sælge vores huse. Det er logik, at hvis ikke man kan få kreditforeningens lån i et hus, så bliver det svært at sælge til nogle andre. Når man samler magt og midler og holder op med at låne ud til udkantsområderne, så er det dem, der bor derude, der betaler prisen, siger Torben Stjernholm, der er formand for Nordøstfalsters Fremtidsforening. 

En af dem er altså viceborgmester Erik Kjelgaard der blot have lov til at låne penge, så han kan købe sit drømmehus.

- Et hjem hvor man føler at her hører man til, og når man er væk herfra, så tænker man, at nu vil man gerne hjem, siger Erik Kjelgaard med tanker på sit forhåbentlige nye hus.

 

 

 


Nyhedsoverblik