Vandværk lukkede for vand til brandfolk

Vandet forsvandt pludselig fra brandfolkenes slanger under en brand i Reersø forleden. Det viste sig, at vandværket havde lukket for vandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når brandvæsenet rykker ud til en ildebrand og kobler slangerne til en brandhane, er forbruget af vand så stort, at trykket i vandledningerne falder. Hvad gør vandværket ved trykfald? Man følger sine procedurer for ledningsbrud og slukker for vandet, skriver Nordvestnyt. 

Det skete i hvert fald i lørdags, da Kalundborg Brand og Redning slukkede en brand i et stråtækt bindingsværkshus på Skansevej på Reersø.

Brandmand opdagede det

Pumpemanden på brandsprøjten så godt, vandtrykket fra brandhanen forsvandt, men det klarede han ved at dreje et håndtag til og tage vand fra sprøjtens egen tank.

- Så brandslukningsmæssigt havde det ingen betydning. Vi havde på det tidspunkt to ekstra tankvogne på stedet, på et tidspunkt i alt 3, siger indsatsleder Jan Malev til dagbladet Nordvestnyt.

Altid tankvogn med

Han understreger, at tankvognen er en del af slukningstoget, så der er altid en tankvogn med ved brande på landet. Ved større brande kan tankvogne om nødvendigt køre i pendulfart, så man undgår at bruge vand fra brandhanerne.

Hos Gørlev Vandforsyning fortæller Erling Rasmussen, at han ganske rigtigt fik en alarm om et trykfald på Reersø, men at han intet vidste om, at brandvæsenet brugte ledningsvand til en ildebrand. Det opdagede han først, da han kørte til Reersø for at tilse det formodede ledningsbrud.

- Det er jo klart, at når man ikke ved, det er en brand, men tror, det er en stor lækage, så handler man ud fra det. Og det kan jo være, at man beslutter at lukke for vandet, siger Erling Rasmussen, som mener, der skal være et samspil mellem brandvæsen og vandværk i sådanne situationer.

Prøver at huske at give besked

Det forstår beredskabsinspektør Gert Jürgensen godt, men kan ikke love, at brandvæsenet husker det. Da der ikke længere er en døgnbemandet vagtcentral i Kalundborg, er det helt op til indsatslederen at sørge for det.

- Når det rigtigt brænder, har vi andet at tænke på. Det er absolut ikke uvilje fra vores side. Vi ringer meget gerne, hvis vi tænker over det, siger han til dagbladet Nordvestnyt.

Modsat kunne han forestille sig, at vandværker ringede til brandvæsenet for at høre, om det er dem, der tapper vand ved et trykfald i en vandledning.


Nyhedsoverblik