Unge bliver professionelle

Morten Koch Nielsen er en af tre unge i regionen, der på det seneste har skrevet kontrakt med en professionel klub. Morten Koch Nielsen skal ikke kun gå til fodbold, men også i skole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Morten Koch Nielsen fra Nykøbing Falster er ikke i tvivl om, at fodbolden skal være hans levevej.

Hans position som anfører på U16-landsholdet understreger hans talent, og det er nu også blevet spottet af FC Midtjylland, som har tilbudt ham en tre-årig kontrakt.

Den har han underskrevet.

- Min største drøm er at komme til Liverpool og spille fodbold, og den bedste vej dertil er at blive prøvet af blandt de allerbedste talenter i hele Danmark, siger Morten Koch Nielsen.

Men uanset hvor store drømmene er, så minder en talentudvikler om, at der kan komme en del forskellige ting i vejen for en professionel karriere.

- Det, man skal huske på, det er, at der kan komme en skade, eller man kan ryge af holdet og så videre. Så hvis man ikke har andet at tænke på, så bliver det meget sort det hele - plus at det er altså de færreste, der går hele vejen, siger talentudvikler i Herfølge Boldklub, Per Rud.

Herfølge har, ligesom FC Midtjylland og en række andre klubber, et sportscollege, som giver eleverne kompetencer såvel på banen som på skolebænken.

Og selvom fodbolden har højeste prioritet, så sætter Morten Koch Nielsen også pris på de øvrige muligheder, som FC Midtjylland giver ham.

- Jeg vil tage mig en uddannelse, som jeg så kan falde tilbage på, hvis det ikke går med fodbolden - men det er jo først langt ude i fremtiden, siger han.


Nyhedsoverblik