Udviklingshæmmede prøver kræfter med nye sportsgrene

Idrætsugen Slagelse Open startede mandag, hvor 30 udviklingshæmmede fik en smagsprøve på forskellige sportsgrene i Skælskør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Skælskør fik 30 unge og voksne udviklingshæmmede mandag mulighed for at prøve en sportsgren, de aldrig har prøvet før. De blev blandt andet undervist i discipliner som bordtennis og petanque af frivillige fra de lokale foreninger. 

En af deltagerne var Jonathan Trans, som både prøvede at spille volleyball og basket. Han er meget begejstret for initiativet. 

- Jeg synes, det er fedt at blive inviteret til sådan en dag her, for så kan folk komme i gang med at lave noget og være fysiske. Så de ikke keder sig derhjemme og ikke har noget at lave, siger Jonathan Trans fra Slagelse. 

Slagelse Kommune ønsker at hjælpe de udviklingshæmmede med at dyrke sport og blive en del af foreningslivet. Derfor afholder de i samarbejde med blandt andre Socialt Resursecenter Slagelse idrætsugen Slagelse Open i Skælskør sammen med 11 klubber fra Slagelse og Skælskør.

- Vi synes, at de udviklingshæmmede skal have en mulighed for at være en del af det omgivende samfund ligesom alle andre. Og de har bare brug for noget støtte, motivation og inspiration til at komme ud i de lokale foreninger, hvilket vi giver dem her, siger Asger Romme Andersen, som er fritidsguide i Socialt Resursecenter Slagelse.

I løbet af de næste fire dage kan deltagerne både prøve kroket, klatring og Krolf ud af 12 forskellige sportsgrene i alt. 

Dansk Handicap Idræts forbund og Sammenslutningen for Unge med Handicap har også været en del af samarbejdet om projektet.

Slagelse Kommune håber, at de kan udbrede projektet til andre kommuner.


Nyhedsoverblik