Udlændinge fængslet for smugling af lægemiddel

På en enkelt uge er der ved Retten i Nykøbing Falster faldet dom i to sager om smugling af lægemidlet Subutex.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fire udlændinge er i løbet af den seneste uge blevet fængslet for smugling af lægemidlet Subutex.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Mandag blev to mænd hver især idømt 1 år og 3 måneders fængsel for besiddelse af 2.380 tabletter, mens en kvinde og en mand torsdag blev idømt 1 år og 9 måneders fængsel for besiddelse af 3.358 tabletter.

Standset under rutinetjek

De to mænd, en far og søn fra Litauen på henholdsvis 66 og 45 år, blev standset af SKAT den 10. oktober 2015 i en Lexus GS300 i Rødby Færgehavn under et rutinetjek.

Det samme skete med en Volvo S60 den 2. november 2015 i Gedser Færgehavn. I bilen sad et ægtepar, en 45-årig kvinde fra Hviderusland og en 43-årig mand fra Georgien, som har opholdstilladelse i Sverige.

I begge tilfælde var tabletterne, ifølge politiet, skjult i bilernes indre, og det fremgår endvidere af pressemeddelelsen, at de skulle smugles videre til Sverige. Et ekspertvidne har oplyst til politiet, at tabletterne nogle steder kan sælges for op imod 150 euro pr. tablet.

Anvendes til misbrugsafvæning

I retten kom det frem, at Subutex er et lægemiddel, der indeholder buprenorphin, som anvendes til misbrugsafvænning. Subutex kan imidlertid misbruges, hvis tabletten i stedet opløses og sprøjtes direkte ind i blodet, hvilket vil give en rus sammenlignelig med rusen for eksempelvis heroin.

Politiet oplyser, at der er tale om et farligt stof, når det misbruges på denne måde, og at der tidligere er set buprenorphin-relaterede dødsfald.

- Retten betragtede Subutex som et farligt stof, hvilket vi i anklagemyndigheden er tilfredse med. Den sidste dom blev anket på stedet af begge de tiltalte. Det er derfor også tilfredsstillende, at landsretten nu skal tage stilling til spørgsmålet, så der kan fastsættes praksis på området, som endnu er meget nyt, siger mødende anklager Iben Grønbæk.

I begge sager blev bilerne konfiskeret, da de var blevet anvendt til et strafbart forhold, ligesom alle de tiltalte blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år. De tiltalte har været varetægtsfængslet under sagen og er blevet fortsat fængslet efter dom.


Nyhedsoverblik