Trods beskedne temperaturer: Flot weekend på vej

Masser af solskin, men til gengæld kun omkring 10-12 grader, lyder vejrmenuen fra DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Godt nok får vi ikke temperaturer i nærheden af den varmerekord på 20 grader, der blev sat mandag. Men det bliver alligevel en weekend, der indbyder til udendørs aktiviteter, varsler DMI.

- Vi får en weekend, der ser rigtig flot ud med masser af solskin, og vinden aftager, så det bliver en weekend med svag vind, fortæller vagtchef ved DMI Mogens Rønnebek.

Han lover temperaturer på mellem 10 og 12 grader lørdag og søndag. Altså lidt lavere end hvad den forløbende uge har budt på.

- Det er ikke enorme varmegrader, men med svag vind kan det godt føles helt forårsagtigt, siger vagtchefen.

Før solen kan nydes lørdag, skal en grå og blæsende fredag overstås. Her blæser en jævn til hård sydvestlig vind. I Nordjylland kan vinden endda nå kulingstyrke.

Dagen begynder overskyet og med enkelte byger, men frem mod eftermiddagen vokser chancerne for sol.

Natten til lørdag tager blæsten af, og vejret, vi vågner op til, er anderledes indbydende. Der blæser kun en svag til jævn vind, der i løbet af dagen næsten lægger sig helt. Samtidig kommer der en hel del sol.

Natten til søndag bliver også overvejende klar - dog med risiko for tågebanker. Men det klare vejr betyder også, at nattefrosten vender tilbage. DMI forventer, at temperaturen kan nå ned til minus tre grader.

- Søndag morgen, når vi står op, vil der være frost i græsset, men det bliver ret hurtigt afløst af plustemperaturer, når vi kommer op ad formiddagen, siger Mogens Rønnebek.

Søndag kan lægge tåget ud, men ligner ellers lørdag en del med få skyer og svag vind, der dog langsomt tager til i løbet af dagen.

Også her ligger den højeste temperatur omkring 12 grader. Og vagtchefen ser ikke tegn på, at vi kommer højere op i den kommende uge.

- Det ser ud som om, 12-13 grader er det niveau, vi må leve med. Til gengæld slipper vi for nattefrosten igen, lyder det fra vagtchefen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik