Erik Rasmussen i spil som Næstved-træner

Næstved Boldklub har tre kandidater til det ledige job som cheftræner: Den bog-aktuelle Erik Rasmussen, Flemming Christensen og Klavs Rasmussen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er prominente fodboldnavne, som lige nu er kandidater til jobbet som cheftræner i Næstved Boldklub.

Et job, der blev ledigt, da Brian Flies og Næstved Boldklub torsdag afbrød samarbejdet.

Ifølge TV2 ØSTs oplysninger, så har klubben nu skåret listen med navne ned til tre kandidater.

To af dem har tidligere stået i spidsen for Næstved.

Erik Rasmussen var træner for De Grønne fra 2000-2003, hvorefter han var et feteret trænernavn i superligaen for henholdsvis FC Midtjylland og AGF. I øjeblikket fylder han også godt i de landsdækkende medier, efter at han er sprunget ud som forfatter. Han er aktuel med bogen "Tilgiv Mig".

Flemming Christensen var cheftræner i Næstved fra 2005-2007. Herefter gik turen til AB, der på det tidspunkt lancerede en tre-årsplan, der skulle sikre AB oprykning til Superligaen i 2010. En plan, der mislykkedes.

Klavs Rasmussen er også en mulighed. Han er mest kendt for sin tid i OB, hvor han frem til 2005 dannede trænerduo med Troels Bech.

Ledelsen i Næstved Boldklub har ifølge TV2 ØSTs oplysninger haft Flemming Christensen til samtale søndag, mens Erik Rasmussen og Klavs Rasmussen taler med klubben mandag og tirsdag.


Nyhedsoverblik