En 46-årig mand fra Slagelse er fredag ved Retten i Næstved idømt tre års fængsel. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Dommen får han for gentagne gange at have udsat sin tidligere samleverske for vold, og derudover skal han have truet og forsøgt at begå voldtægt mod hende. Ydermere er han dømt for at have tiltvunget sig til andet seksuelt samvær end samleje.
Overgrebene er sket 29. november sidste år.
Manden er tidligere dømt for trusler, grov vold samt voldtægt og var den 29. november prøveløsladt fra afsoning af den tidligere voldtægtsdom. Han har nu udbedt sig betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.
Manden har siddet varetægtsfængslet siden den 3. december 2014 og er efter domsafsigelsen fredag fortsat varetægtsfængslet.