Traumatiserede danskere med posttraumatisk stress kan se frem til at få et fristed på Stevns.
Den 5. maj åbner Landsforeningen for PTSD i Danmark nemlig et værested, hvor borgere med sygdommen kan hjælpes tilbage til et mere normalt liv.
Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
Værestedet skal holde til på Holtug Gård ved Holtug nær Store Heddinge på Stevns, og vil få en psykolog og socialrådgiver tilknyttet.
PTSD forbindes i offentligheden mest med tidligere udsendte soldater, men syndromet ses også ofte blandt eksempelvis politifolk, sygeplejersker, fængselsbetjente, brandmænd, falckreddere, togførere, socialrådgivere og journalister, oplyser foreningen.
Værestedet på Stevns vil få et stort boligområde, gildesal eller slyngelstue med billard, dart og bordtennis, der er masser udenoms bygninger, der er skøn natur, en sø og efter planen skal der også holdes dyr.
De PTSD-ramte adskiller sig fra mange andre grupper i sundhedssystemet ved ofte at isolere sig – og målet med stedet er derfor at bryde isolationen, og samtidig gøre op med den angst, der fører til den.
Du kan læse mere her: http://ptsdidanmark.dk/forside