Touchskærme flytter ind på plejecentre

De ældre på 2 plejecentre i Næstved skal som de første her i regionen have touchskærme i deres lejligheder, så de kan holde sig selv og familien ajour.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Som de første i Region Sjælland får beboere og ansatte på Munkebocentret og Symfonien i Næstved nu digital hjælp og overblik helt ind i borgernes lejligheder. Alle beboere på plejecentrene får sat en touchskærm op i deres lejligheder. Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.

På den nye touchskærm vil der blandt andet være en fælles, digital kalender, hvor alle borgernes aftaler, såsom frisør- eller tandlægebesøg, besøg af familie eller en tur i skoven er synlige og kan koordineres.

Radio og billeder

Borgerne har desuden adgang til adskillige radioprogrammer fra touchskærmen, ligesom de på et tidspunkt vil blive koblet op på Skype, så de kan være i direkte kontakt med venner eller familie. Derudover kan der deles billeder begge veje, så borgeren kan få et indblik i eksempelvis børnebørnenes hverdag, og børnebørnene kan se, hvad mormor eller morfar lavede i går.

Det er nemlig sådan, at borgerne kan give deres pårørende adgang til deres kalender og billeder, så de lettere kan følge med i hinandens dagligdag.

Større tryghed

De ældre vil også komme til at opleve, at medarbejderne er bedre klædt på til at give deres hverdag sammenhæng og tryghed. Helt afgørende er det eksempelvis, at opfølgning og udskrivning af medicin ikke er afhængig af ringbind med papirjournaler, men er samlet et sted, så alt plejepersonalet kan følge aktivt med i, hvilken medicin der er givet og på hvilket tidspunkt.

- Vi ved, at plejepersonalet skal huske så utroligt mange ting og ofte bliver afbrudt i deres arbejde. Men med skærmen får man en fælles arbejdsflade og sammenhæng. I stedet for at hver enkelt medarbejder går rundt med en seddel på, hvad de skal huske, så samler vi nu det overblik hos borgeren. Det betyder, at koordinering af mad, aktiviteter, medicin og træning bliver meget bedre. Og det betyder tryghed og livskvalitet for beboerne på ældrecentrene – for når arbejdsgangene og overblik bliver bedre, frigives der tid til mere nærhed mellem personale og borgere, fortæller Jette Leth Buhl formand for omsorgsudvalget i Næstved Kommune.

- Som en ekstra bonus tænker jeg også, at skærmene kan give de pårørende en bedre føling med, hvad der sker på plejecentret. Bor man i den anden ende af landet, kan man følge med i sin mors dagligdag – hvilke arrangementer der er, og hvis der er noget særligt på menuen, tilføjer udvalgsformanden.

Lige nu er både personale og beboere på ældrecentre ved blive oplært i skærmene. De første skærme vil blive sat op på Symfonien den 28. oktober. Derefter følger Munkebo den 4.november. Her efter skal projektet evalueres, inden omsorgsudvalget tager stilling til, om alle ældrecentre i Næstved Kommune skal have touchskærme.


Nyhedsoverblik