Syv ulvehvalpe ser dagens lys i Knuthenborg

For et par dage siden dukkede der syv ulvehvalpe op fra den underjordiske ulvehule i Knuthenborgs ulveskov på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Syv ulvehvalpe så dagens lys for nogle få dage siden, da de dukkede op fra den underjordiske ulvehule i Knuthenborgs ulveskov på Lolland.

De små hvalpe har siden fødslen i uge 17 opholdt sig i hulen sammen med deres ulvemor, og de dukkede for en uges tid siden op af hulen for første gang, skriber Knuthenborg Safaripark i en pressemeddelelse. 

Efter de første korte besøg udenfor i den store ulveskov er de begyndt at komme mere regelmæssigt frem til glæde for såvel resten af ulveflokken som safariparkens gæster.

 - Alle syv hvalpe ser godt ud, og det bliver spændende at følge deres opvækst i flokken, siger Knuthenborgs dyrechef Lisbeth Høgh.

Drægtig i 63 dage

Ulvetæven går drægtig i 63 dage, og når det er ved at være tid til fødsel, går hun i ”hulen”, hvor hun er sammen med hvalpene i de første uger af deres liv. 

Der går et stykke tid inden de begynder at spise sammen med resten af ulveflokken, da de fortsat lever af modermælk og kød, som tæven gylper op til dem. 

Knuthenborgs ulveflok er arktiske ulve, der normalt lever i Nordamerika. Knuthenborg har i alt 10 ulve eksklusiv de syv nye ulvehvalpe.

Se videoen nedenfor af de syv ulvehvalpe:


Nyhedsoverblik