Syge børn får egen café på sygehus

Billedet her er fra en ungdomscafe på Rigshosptalet, men nu får også de yngste patienter en cafe, og den kommer til at ligge på Næstved Sygehus. Foto: Ungdommens Røde Kors

Torsdag åbner Ungdommens Røde Kors landets første cafe for syge børn. Den kommer til at ligge på Næstved Sygehus, og her får børnene et pusterum og en pause fra alt det alvorlige.

Fra torsdag den 19. november får syge børn et fristed på Næstved Sygehus. Her åbner Ungdommens Røde Kors i samarbejde med Egmont Fonden en café, hvor børnene kan få et afbræk fra en hverdag med alvor.

Når børn er indlagt på hospitalet, er de konstant omgivet af sygeplejersker, læger og forældre, der bekymrer sig og stiller spørgsmål til deres sygdom. Under et sygdomsforløb har børnene få oplevelser uden deres forældre – og dermed ingen historier at fortælle dem, skriver ungdomsorganisationen i en pressemeddelelse.

Ingen snak om sygdom

Det oplevede 27-årige Christian Zahle Madsen, der som barn var indlagt i en længere periode med nyreproblemer:

- Stort set alt handlede om ens sygdom. Jeg kan huske, at man kunne låne en GameBoy, og så kunne man sætte sig ud i fællesområdet og sidde og spille for sig selv. Der manglede et sted, hvor man bare kunne være barn og glemme, hvorfor man var der. I vores nye børnecafé ønsker vi ikke at tale om sygdom og diagnoser – her kommer vi ikke til at spørge ind til, hvad de har spist, hvor mange gange de har været på toilettet, eller om de har husket at tage deres medicin, siger Christian, der nu er frivillig projektleder for børnecaféen.

Sjov og ballade

Børnecaféen på Næstved Sygehus er landets første. Der er åbnet ungdomscafeer flere steder i landet, men nu får de yngste patienter altså også et sted at være. Caféen drives af frivillige, som giver de indlagte børn mulighed for at møde et helt andet liv end på hospitalets gange og kan fokusere på alt, der rimer på sjov og ballade.

- Vi har i flere år arbejdet på at få frivillige ind på børneafdelingen. Vi tror på, at de frivillige kan give de indlagte børn et sted, hvor de kan få lov til bare at være børn og spejle sig i nogle raske unge mennesker. Børnecaféen kan give et frirum midt i en behandlingsperiode fyldt med undersøgelser, blodprøver og andre ukendte oplevelser. I caféen får børnene mulighed for at møde andre børn, få besøg af vennerne hjemmefra og hygge sig med de frivillige, fortæller Anette Korsgaard Østerkjerhuus, afdelingssygeplejerske på Næstved Sygehus.

Behov for et åndehul

Med børnecaféen forsøger man at sikre, at de indlagte opretholder et almindeligt børne- og ungdomsliv på trods af deres sygdom.

- Vi ved, at alvorligt syge børn har brug for at føle, at de lever et 'normalt' børneliv og kan indgå i fællesskaber, der ikke handler om sygdom, men om at være barn eller ung, med de drømme og muligheder, der følger med, siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration.

Det kan nemlig være svært, viser tal fra Egmont Fondens omsorgsmåling:

  • 47 procent af syge børn føler sig stressede
  • 41 procent undlader at græde foran deres forældre for at beskytte dem
  • 30 procent har overvejet at begå selvmord på grund af sygdommen
  • 29 procent oplever, at deres venner undgår at tale med dem om deres sygdom

Børnecaféen på Næstved Sygehus hører under programmet Plads til livet, som er en del af et partnerskab mellem Egmont Fonden og Ungdommens Røde Kors. Programmet har til formål at gøre hverdagen lidt lettere for somatisk og psykisk syge børn og unge. Udover børnecaféer rummer programmet aktiviteter som weekend- og ferielejre og mentorordninger. Læs mere her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App