Stor interesse for Femern-job

Mere end 1.000 mennesker har skrevet sig op til et job på Femern-byggeriet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

1.076 personer skrevet sig op hos 3F Midtlolland til et job på Femern-byggeriet.

Det er en fordobling i forhold til august 2012, hvor 482 håndværkere havde skrevet sig op.

Formanden hos 3F Midtlolland oplever en bred interesse for projektet.

- Det er lokale fra Lolland og Falster, der skriver sig op, men der er også folk fra Fyn, Jylland og København, der har meldt sig, siger Jørgen Erik Nielsen til Avisen.dk

De 1.076 personer har skrevet sig op på hjemmesiden jobfemern.dk, der er lavet af 3F Midtlolland. Her kan betonarbejdere, murere og nedrivere melde sig, hvis de gerne vil have et arbejde på milliard-byggeriet. Siden er oprettet, fordi 3F gerne vil hjælpe ledige i arbejde, og gøre det nemt for entreprenører at få fat i kvalificeret arbejdskraft.

Hos Femern A/S glæder direktør Bo Eske Nielsen sig over interessen.

- Undervejs i forberedelserne af Femern tunnelen har vi løbende været i tæt kontakt med arbejdsmarkedets parter om de opgaver, der skal løses og de kompetencer, der bliver brug for under byggeriet, siger Bo Eske Nielsen.

Det er ikke småting, som er på spil, når første spadestik til tunnelen til over 40 milliarder kroner bliver taget i 2015. Tunnelen bliver 17 kilometer lang. Alene på dansk jord får 2.000-3.000 mand job på den særlige elementfabrik, som bliver opført lige øst for Rødby Havn. Her til kommer yderligere et par tusinde stillinger andre steder i området.


Nyhedsoverblik