Stigning i antallet af triatleter i Region Sjælland

Triatlon-sporten er stadig populær i Region Sjælland, hvor de oplever en stigning i antal tilmeldte hos Dansk Triatlon Forbund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Måske er det Kronprinsen strabadser i 2013, måske er det de ’Rigtige Mænd’ fra DR?

Årsagerne kan være flere, men tallene er ikke til at rokke på - flere og flere kaster sig over triatlonsporten i Region Sjælland.

Hos Dansk Triatlonforbund kommer udviklingen ikke bag på direktøren.

Stor stigning på fem år

- Det er blandt andet fordi, det er gået op for folk, hvor fleksibel sporten er. Og så er der mange flere konkurrencetilbud, klubber og arrangementer, fortæller Morten Fenger, der er direktør i Dansk Triatlon Forbund. 

Antallet af triatleter i Region Sjælland er steget fra 115 medlemmer i 2009 til 761 medlemmer i 2014. Det svarer til en stigning på 85 % inden for fem år. 

- Vi åbner næsten en ny klub hver uge, lige nu har vi omkring 100 klubber. Tilbage i 2011 havde vi 50, lyder det fra morten Fenger.

I Region Sjælland er der 11 klubber.

Udviklingen skal fortsætte

Hos Dansk Triatlon Forbund håber de, at udviklingen vil fortsætte i den retning i mange år.

- Vi har ambitioner om, at vi skal have endnu flere medlemmer. Det arbejder vi i hvert fald på, slår Morten Fenger fast.

Mens kurven for antallet af medlemmer i Dansk Triatlon Forbund stiger fast i Region Sjælland, er kurven knækket i Hovedstaden. Her oplevede de også en vækst i antallet af medlemmer siden især 2009, men i 2013 vendte udviklingen, og antallet af medlemmer faldt. 

En blandet skare af medlemmer

Der kan være forskellige motiver bag, når man melder sig ind i en triatlonklub. Mange har det som et personligt mål at gennemføre den populære ironmandistance, hvor man skal svømme 3.8 km, cykle 180 km og slutte af med at løbe et maraton.

Men selvom mange melder sig ind for at gennemføre den ultimative kraftanstrengelse, så formår de hos Dansk Triatlon Forbund at holde dem fast i sporten efter målet er nået.

- Vi er ret gode til at holde på folk, så de bliver i sporten, efter de har været inde og snuse til den, fortæller Morten Fenger.

Selvom det er blevet populært at kaste sig over en Ironman, melder mange sig også ind i klubben for at deltage i mindre stævner og dyrke sporten på mere moderat plan.  


Nyhedsoverblik