Statskontorer ud i provinsen

Region Sjællands borgmestre har længe sagt det, og nu åbner de radikales Martin Lidegaard også op for at flytte statslige arbejdspladser til provinsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er behov for at flytte statslige arbejdspladser ud i provinsen, men det skal ske uden at tvinge medarbejderne. Det mener De Radikale, der i sit finanslovsudspil kommer med et forslag om minimum fem Fælles Statslige Arbejdspladser, gerne en i hver region, hvor for eksempel 100 medarbejdere i staten kan samles på tværs af styrelser og ministerier.

Det oplyser Martin Lidegaard (R), efter han mandag besøgte Udbetaling Danmark i Hillerød, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi er bange for dagsordenen med at flytte hele styrelser ud. Det er dyrt, og vi tror, det bliver svært at få medarbejderne med, siger han og henviser til, at der ofte er tale om familier, hvor ægtefællen må flytte med og finde et nyt job.

- Det med at tvinge folk er ikke den rigtige vej, understreger han.

Venstre: Vi taler om hele afdelinger eller styrelser

Hans Andersen (V), der ligesom Martin Lidegaard er valgt til Folketinget i Nordsjælland, er dog ikke meget for ideen.

- Jeg glæder mig over, at Det Radikale Venstre nu efter næsten fire år i regering også støtter tanken om at flytte statslige arbejdspladser ud af de største byer i Danmark, siger Hans Andersen, men tilføjer:

- Vi taler i Venstre om reel fysisk flytning af hele afdelinger eller styrelser. Ikke en flytning, der er afhængig af den enkelte medarbejders valg.

Senest til oktober vil regeringen fremlægge en plan for udflytning af statslige arbejdspladser fra København til provinsen, og der er kamp om ideerne. Vordingborgs borgmes­ter, Knud Larsen (V), har foreslået, at Beredskabsstyrelsen flytter sit hovedsæde fra Birkerød til Vordingborg Kaserne. Dårlig ide, mener Rudersdals borgmester, Jens Ive (V).


Nyhedsoverblik