Sportshal står i flammer ved Kalundborg

Brandfolk har fået kontrol over en brand, der spredte sig fra affaldscontainere til en idrætshal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brandfolk er i færd med at efterslukke en brand i idrætshallen Tømmeruphallen ved Kalundborg.

Branden havde spredt sig fra affaldscontainere til selve hallen, fortæller vagtchef Allan Kronvold ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er nogle skraldecontainere, der står uden for hallen, som der af endnu ukendte årsager er gået ild i, siger vagtchefen.

Usikkerhed om skader på hallen

Ilden spredte sig derfra til hallen, men det vides ikke, hvor store skader der er på bygningen, siger han.

- Ilden er under kontrol, og der er noget efterslukning i øjeblikket, hvor redningsberedskabet går tagudhæng og lignende igennem for at se, om ilden kan ulme og udvikle sig, fortæller Allan Kronvold.

Ingen er kommet til skade ved branden, der blev anmeldt omkring klokken halv fem onsdag morgen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik