Den erfarne Europa-politiker, Britta Thomsen (S), bliver partiets spidskandidat i Region Sjælland til Europa-Parlamentsvalget i 2014, skriver Ritzau.
- Det er en stor ære at få lov til at repræsentere Region Sjælland og Danmark i Europa-Parlamentet, og jeg er meget stolt, lyder det fra Britta Thomsen.
- EU's betydning for Danmark vokser år for år, og det vigtigt, vi socialdemokrater engagerer os på tværs af grænserne og kæmper for at påvirke EU i den rigtige retning, fortsætter hun.
Medlem siden 2004
Britta Thomsen har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2004. Hun har især beskæftiget sig med energipolitik, grønne job, ligestilling og udsattes vilkår.
I Europa-Parlamentet er Britta Thomsen fuldt medlem af Udvalget for Energi, Industri, IT og Forskning, og hun er valgt til gruppeformand i Ligestillingsudvalget.
Modtaget ligelønspris
Den post medfører, at hun også er med i den politiske ledelse af den socialdemokratiske gruppe.
I 2012 modtog Britta Thomsen Sundhedskartellets ligelønspris for sit arbejde i Europa-Parlamentet. Hun har især beskæftiget sig med energipolitik, grønne job, ligestilling og udsattes vilkår.
/Ritzau/