Sjællænderne optager flest boliglån udenfor banken

Mange kommuner i Region Sjælland plages stadig af fraflytninger og lange salgstider. Og det kan mærkes, når sjællænderne skal købe bolig, skriver Finans. Banken vil nemlig langtfra altid være med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den tendens mærker låneportalen Udenombanken.dk, der formidler kontakt mellem investorer og boligejere. Langt størstedelen af de forespørgsler, portalen får om lån, kommer fra danskere, der bor i Syd- og Vestsjælland. Det skriver Finans.dk

- Dem, der henvender sig til os, har fået afslag i banken inden, siger Frederik Rovsing, bestyrelsesformand for Udenombanken.dk.

- Et problem for området

- Det er et problem for området, når mange ikke kan få et boliglån. Det er typisk steder, hvor den demografiske udvikling betyder, at der er nettofraflytning, siger Morten Skak, der er lektor ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet.

Han understreger dog, at det er fornuftigt af bankerne at afvise boliglån, hvis husets værdi er usikker.

- Når bankerne afviser boliglånere, har det en selvforstærkende effekt. Jeg kan ikke kritisere bankerne for, at de siger nej til en kunde. Men jeg kan kritisere, hvis man notorisk siger nej uden at snakke med folk og kigge på deres budgetter, siger Allan Malskær, landsformand i Parcelhusejernes Landsforening.

Afviser generelt område-afslag

Hos bankernes brancheorganisation, Finansrådet, afviser underdirektør Niels Storm Steenbæk, at potentielle boliglånere bliver afvist alene ud fra, hvor de bor:

- Hvis banken siger nej, er det fordi, banken vurderer, at risikoen ved at låne pengene til kunden, ikke står mål med den risiko, som banken ønsker at tage.


Nyhedsoverblik