Sigtelse: Politimand stjal fra afdøds pung

Ved anholdelsen var politimand i besiddelse af kontanter svarende til beløb, der blev stjålet fra død mand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed sigter en sjællandsk politimand for at stjæle penge fra en død mands pung.

Det formodede tyveri fandt sted torsdag i sidste uge, og fredag anholdt politiklagemyndigheden med bistand fra Rigspolitiets Rejsehold politimanden.

TV ØST har mandag formiddag talt med Den Uafhængige Politiklagemyndighed om sagen. De ønsker dog ikke at oplyse, om den anholdte og sigtede politimand gør tjeneste ved vores lokale politikredse Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi eller Midt- og Vestsjællands Politi eller en anden sjællandsk politikreds.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed oplyser, at politimanden ved anholdelsen var i besiddelse af et kontant pengebeløb, som svarer til det beløb, der angiveligt er blevet stjålet.

Det var i forbindelse med en almindelig politiforretning hos en afdød person, at det angivelige tyveri fandt sted.

Rejseholdet på sagen

Dagen efter fik politiklagemyndigheden kendskab til mistanken, og man kontaktede Rigspolitiets Rejsehold, som man bad anholde politimanden og ransage hans hjem.

Politiklagemyndigheden kan bede Rigspolitiet om hjælp i sager, hvor man skønner, at der skal handles hurtigt. Og i denne sag vurderede man, at der var risiko for, at den sigtede ville "bortskaffe bevis", som det hedder på juristsprog.

Ifølge politiklagemyndigheden blev der også foretaget ransagning hos den mistænkte, som efter at være blevet afhørt igen blev sat på fri fod.

Du kan læse mere om sagen hos Politiklagemyndigheden.

/ritzau/


Nyhedsoverblik