Signe Mie Højland Olsen befandt sig i den nepalesiske landsby Tartong - cirka seks timer i bus fra hovedstaden Katmandu. Hun var i Nepal som frivillig hjælpelærer under organisationen Helambu Education and Livelihood Partnership (HELP).
- Jordskælvet indtraf lørdag, hvor langt de fleste var udenfor. Heldigvis blev ingen dræbt men fem personer blev begravet i murbrokkerne. Dem kunne de lokale heldigvis grave ud. Men stort set alle bygninger var styrtet sammen og nu er alle 150 indbyggere i landsbyen uden tag over hovedet, fortæller Signe Mie Højland Olsen, der fredag vendte hjem til Danmark.
Langt ude på landet
Landsbyen Tartong ligger i cirka 2.500 meters højde - og seks timer væk i bus fra hovedstaden Katmandu.
- Derudover skal man gå i to timer op af bjerget for at komme til Tartong. Så det er en landsby, der ikke er lige til at komme til, fortæller hun.
Først halvandet døgn efter katastrofen var mobilnettet kortvarig oppe igen og indtil da vidste ingen pårørende til Signe noget om hendes tilstand.
- Jeg fik kontaktet de danske myndigheder i Katmandu, som kunne viderebringe oplysningerne om, at jeg var i live til mine pårørende hjemme i Danmark, fortæller hun.
Indsamling
Først tirsdag - fire døgn efter katastrofen - landede en redningshelikopter i landsbyen.
- Den kunne jeg heldigvis komme til Katmandu med. Men de beboere, der er tilbage i byen har brug for hjælp til at komme på fode igen. Derfor har jeg startet en indsamling - som onsdag morgen talte cirka 31.000 kroner, fortæller Signe Mie Højland Olsen.
Du kan se, hvordan du kan støtte indsamlingen - KLIK HER
- Jeg har følt en massiv magtesløshed og har i høj grad brug for at gøre noget for hjælpe disse mennesker, slår hun fast.
Bare seks timer efter jordskælvet optog Signe Mie Højland Olsen videoen herunder: