Rod truer brandsikkerheden på Næstved Sygehus

Næstved Sygehus er så fyldt med rod og overfyldt med patienter, at det udgør en trussel mod brandsikkerheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rod og patienter på gangene vækker bekymrede miner hos flere ansatte på Næstved Sygehus. Sjællandske skriver torsdag, hvordan nogle af sygehusets gange er fyldt med senge og andet materiel, og flere frygter, at det kan give problemer, hvis der opstår brand.

Specielt henover julen har der været kraftig overbelægning, og selv om sygehuset har en klar aftale med Næstved Brand og Redning om at give besked, når overbelægningen når et vist punkt, så er det ikke sket, hvilket lægefaglig vicedirektør Vagn Bach beklager. han Siger til avisen, at det ikke er i orden, at der ikke er ryddet op, og han vil undersøge, hvorfor aftalen med brandvæsnet ikke er blevet overholdt.

Aftale med brandvæsen brudt

Næstved Brand og Redning har netop været på besøg på sygehuset, efter at en borger henvendte sig. Brandchef Flemming Nygaard medgiver, at det ikke er første gang, at der er problemer med overbelægning på stedet, men selv om aftalen om at give brandmyndigheden besked er brudt, erkender han, at sygehuset står over for en stor udfordring, som ikke bare kan løses med et snuptag.

- Vi ved, at sygehuset kan have visse udfordringer med for mange patienter, og de kan jo ikke lade patienterne stå på p-pladsen, siger han og tilføjer, at der er mulighed for at isolere hver etage i tre områder i tilfælde af brand, hvilket er med til at øge sikkerheden på stedet.

Flemming Nygaard vil nu igen minde sygehusledelsen om at henvende sig, når der er stor overbelægning.


Nyhedsoverblik