Rockerdrab for retten

Mandag starter retssagen mod en 21-årig mand med tilknytning til rockergruppen Bandidos. Han er tiltalt for i december 2013 at have skudt og dræbt en 22-årig mand fra en rivaliserende rockergruppe i Næstved

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er et nævningeting, der skal tage stilling til, om det var den 21-årige, der nu står tiltalt for manddrab, der skød og dræbte den 22-årige Edin Fakic 9. december 2013.

Den 22-årige mand blev skudt i sit hjem på Morsøvej i Næstved, og blev umiddelbart efter fundet død af sin bror. Drabet var kulminationen på flere måneders rockerkrig i byen, hvor helt almindelige næstvedborgere uden relationer til hverken rockere eller kriminelle aktiviteter pludselig oplevede at få skudt ind i deres hjem eller blev vidner til bilsammenstød, drive-by-skyderier og knivstikkerier. 

- Det var en frygtelig tid, siger borgmester Carsten Rasmussen (soc.dem.) til TV Øst. Pludselig var det, som at være med i en actionfilm fra det vilde vest. Vi var helt ufrivilligt taget som gidsler i rockernes kulisse, og det samtidig med at vi forsøgte at overbevise mulige tilflyttere om, at Næstved er en dejlig by at bo i. Det var både ubehageligt og meget utrygt for os alle, siger han.

Edin Fakic havde relationer til rockergruppen Westside Nation, der var en udbrydergruppe af tidligere Bandidosmedlemmer. I dag forklarer politiinspektør Kim Kliver scenariet således: Det er klart, at når nogle af medlemmerne bryder ud og laver deres egen klub, og dermed også bliver konkurrerende på territoriet, så vil det give konflikter. Hele den konflikt, der opstod i Næstved, handlede om de kriminelle territorier og det handlede om hash og narkotika, siger Kim Kliver til TV Øst. 

Læs mere: Ny udvikling i drabssag - politiet efterlyser hjælp

I dag eksisterer Westside Nation ifølge Kim Kliver ikke længere. Bandidos huserer stadig i Næstved, og så har en anden bandegruppering, nemlig Black Army, taget bopæl i byen. I følge Kim Kliver giver det dog ikke anledning til større konflikter pt. 

- Man tåler hinanden. Ikke mere end det. Men begge grupperinger er ret aktive f.eks. i forhold til handel med narkotika. Vi bruger vældig mange ressourcer på at holde øje med dem og slå ned, når vi kan. Det viser opklaringen af sagen her og det store antal narkotikadomme, vi har her fra Næstved også, siger Kim Kliver til TV Øst. 

Den 21-årige er tiltalt efter straffelovens § 237, så hvis han dømmes skyldig, vil han få mellem 5 års fængsel og livstid.

Der er afsat 6 retsdage til sagen, og dommen forventes at falde d. 9 december i år, præcis på 2-årsdagen for drabet.


Nyhedsoverblik