Region Sjælland: Stram økonomi kan gå ud over patienterne

Mindre omsorg og længere ventetider kan blive konsekvensen af stram økonomi til næste år i Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Patienter på sygehusene i Region Sjælland kan komme til at kunne mærke konsekvenserne af besparelserne i regionen til næste år på egen krop i form af længere ventetider og mindre omsorg.

Det står klart, efter Danske Regioner og regeringen indgik en aftale om regionernes budget for 2016 sent torsdag, siger regionsrådsformand i Region Sjælland, Jens Stenbæk (V).

Regionen mangler 280 millioner kroner i næste års budget, og det betyder, at der skal skæres 375 stillinger.

- Vi håber at kunne levere den samme service til vores borgere, som vi hidtil har gjort med omlægning og effektivisering.

- Men det kan ikke udelukkes, at der i en omstillingsperiode vil være længere ventetid til behandling på nogle områder, og at omsorg og service til vores borgere ikke vil være den samme, siger Jens Stenbæk.

1,5 milliarder ekstra til bl.a. medicinudgifter

Aftalen for næste års budget i regionerne betyder, at der tilføres 1,5 milliarder kroner ekstra, som blandt andet skal dække stigende medicinudgifter på hospitalerne.

Forud for forhandlingerne havde regionerne meldt ud, at der skulle mindst to milliarder kroner ekstra på bordet, hvis regionerne skal fortsætte den nuværende drift og undgå besparelser.

Besparelser for 280 millioner kroner

Aftalen betyder, at Region Sjælland er nødt til at gennemføre besparelserne for 280 millioner kroner.

- Vi har sat et forløb i gang, hvor vi reducerer alle budgetter med to procent både på sygehuse og i administration. Det betyder, at der bliver 375 færre ansatte i Region Sjælland.

- Vi håber at kunne klare næsten det hele med naturlig afgang, men vi ved det ikke endnu. Vi mangler at finde omplaceringsmuligheder til 120 personer, siger Jens Stenbæk.

Håber på de sidste 900 millioner kroner

Regionerne håber, at regeringen leverer de sidste 900 millioner kroner til sundhedsvæsnet, som de havde stillet i udsigt på forhånd, i forbindelse med finansloven, der skal forhandles på plads i den kommende tid.

- Vi havde selvfølgelig gerne set, at vi havde kendt den endelige økonomiramme for 2016 nu, hvor vi skal lægge budget. Det havde været noget bedre i forhold til, hvad det er for en fremtid, som vores medarbejdere går i møde, siger Jens Stenbæk.

/ritzau/


Nyhedsoverblik