Se fotos: Prinsesse Marie fejrer urskole

Prinsesse Marie og undervisningsminister Christine Antorini er med, når Den Danske Urmagerskole 30. oktober fejrer 125 års fødselsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den Danske Urmagerskole fylder 125 år og fejrer 30. oktober jubilæet med foredrag og gæster i skolens lokaler på ZBC i Ringsted. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, protektor for blandt andet Copenhagen Jewellery & Watch Show deltager sammen med undervisningsminister Christine Antorini (S) i fejringen, hvor begge får mulighed for at betragte håndværket på helt tæt hold.

- Vi er utrolig glade over, at både H.K.H. Prinsesse Marie og undervisningsminister Christine Antorini har fundet plads i deres kalender til vores jubilæum. Og urmagereleverne i vores skolepraktik har som en del af deres uddannelse lavet en gave til dem hver, som de får overrakt på dagen, afslører områdeleder for urmagerskolen, Klaus Helstrand i en pressemeddelelse.

Uddanner 15-20 urmagere årligt

Før 1. oktober 1989 foregik urmageruddannelsen udelukkende som mesterlære. Urmagerlauget ønskede dengang efter engelsk forbillede at oprette en uddannelse, hvor undervisning i blandt andet teori og teknisk tegning kunne supplere oplæringen i praksis. Siden 1965 har uddannelsen ligget i Ringsted, og den uddanner årligt 15-20 urmagere til både den danske og udenlandske branche.

Selv om det grundlæggende håndværk i urmagerfaget har rødder flere hundrede år tilbage, så har hjælpemidler og metoder fulgt med udviklingen:

- Uddannelsen har tilpasset sig markedet gennem alle årene, for eksempel i 1970’erne da Østen var de første til at lancere quartz-teknologi, som gik hårdt ud over markedet for den schweiziske urindustris mekaniske ure. Her indførte den danske urmagerskole straks quartz-teknologien i grunduddannelsen og udbredte den også til efteruddannelsen i hele Skandinavien. I dag har markedet tilpasset sig, og salget stiger for de mekaniske ure, og det er da også dem, der fylder mest på urmagernes værkstedsborde. Vedligeholdelsen af de mekaniske ure er et håndværk, der folder alle urmagerens kompetencer ud, når de skal skilles ad, renses, samles og smøres, fortæller Klaus Helstrand.

Modspil til it

De seneste måneder har der i medierne været stor opmærksomhed det traditionsrige håndværk, og uret som meget mere end tidsmåler. Den passionerede samler og ur-ekspert, Kristian Haagen vil til jubilæet holde oplæg om netop merværdien ved et armbåndsur af håndværksmæssig god kvalitet:

- De mekaniske ure er det sympatiske modspil mod den it, der påvirker vores hverdag mere og mere. De repræsenterer det ægte håndværk, lavet af kyndige hænder i mange generationer. Derudover er det mekaniske armbåndsur stadig herrernes smykke 'numero uno'. Samtidig køber kvinderne i stadig højere grad mekaniske ure til sig selv. Og det styrker jo det totale salg af mekaniske ure, fortæller Kristian Haagen.

Holder hele livet

Og selv om den digitale udvikling giver mulighed for med smartphones og smartwatches at kunne kombinere urets grundlæggende funktion med en håndledscomputer, mener Haagen ikke, at det er en trussel mod håndværket:

- Smart-produkterne er forældede, lige så snart de købes. Når du køber den seneste iPhone, så hylder du købet i få minutter, men overvejer så, hvordan den næste generation ser ud, og hvad den monstro kan tilbyde. Sådan er det ikke med et mekanisk kvalitetsur. Det vil du spare op til, glæde dig til at købe og måske endda beholde hele livet. Og hvem ved, måske overtager dine børn også uret. Prøv lige at sammenligne dette med en smartphone: Hvem har lyst til at overtage en bare et år gammel smartphone, spørger Kristian Haagen.

FAKTA:

  • Den Danske Umagerskole fejrer 125 års jubilæum 30. oktober 2014 på ZBC i Ringsted.
  • 12.00-13.50 Åbent hus for alle interesserede med åbne værksteder og præsentation af uddannelsen
  • 14.00-19.30 Reception for indbudte gæster


Nyhedsoverblik