Præstø-offer blev lam fra skuldrene og ned

Ud over mentale ar blev Signe Jensen voldsomt fysisk skadet ved Præstø Fjord-ulykken, forklarer hun i retten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den tidligere elev fra Lundby Efterskole Signe Jensen blev lam og måtte gennem intens genoptræning efter kæntringsulykken på Præstø Fjord, som hun i øvrigt ikke husker meget fra.

Det forklarer hun torsdag i Retten i Nykøbing Falster, hvor retssagen om den dramatiske ulykke 11. februar 2011 behandles.

Signe Jensen var i tiden efter ulykken indlagt på Neurocenter Hammel i Østjylland på lige fod med flere af sine skolekammerater.

- Jeg var lam fra skuldrene og ned og kunne ikke gå. Så det var hele kroppen, der skulle trænes, forklarer hun foran knap 20 tilhørere, som er mødt op for at følge dagens afhøringer af i alt fire tidligere efterskoleelever.

Husker næsten intet

Hun er senere blevet fortalt om den skæbnesvangre sejlads, men husker stort set intet selv.

- Jeg mener, at det blæste meget, fortæller den lyshårede pige, der fredag er iført en hvid trøje med sorte mønstre.

Det var da de to lærere og 13 elever forsøgte at vende efterskolens dragebåd, at den kæntrede. Signe Jensen husker imidlertid ikke det kaotiske vendingsforsøg.

- Jeg kan huske et splitsekund, hvordan der er nogen, der råber, at vi vælter, siger hun og tilføjer, at hun ikke erindrer øjeblikket, da besætningen falder i det iskolde vand.

I koma i tre døgn

Det næste, hun husker, er, at hun sidder oppe på den kæntrede båd:

- Jeg sidder på båden, og jeg var rigtig bange.

- Fra den dag kan jeg ikke huske så meget andet, end at jeg sidder på båden og kigger ned i vandet.

Hendes hukommelse kommer først tilbage, da hun flere dage efter vågner op fra det kunstige koma, som hun og flere af de øvrige elever blev lagt i på Rigshospitalet.

Lider af stress

I dag går Signe Jensen på gymnasium:

- Det går rigtig godt med at lære, siger hun.

Hun døjer dog med stress:

- Og nogle dage er jeg rigtig ked af det. Og jeg har ikke lyst til at involvere mig med de andre fra klassen.

Signe Jensen har dog, trods tilbagevendende smerter, genvundet sin førlighed.

Ved ulykken mistede den 44-årige lærer Michael Jørgensen livet, og flere elever pådrog sig hjerneskader.

/ritzau/


Nyhedsoverblik