Portører i Aarhus sympatistrejker med Sjælland

Portørerne på Aarhus Universitetshospital har valgt at strejke i sympati med deres sjællandske kolleger. De er utilfredse med en ændring af arbejdsopgaverne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stor del af portørerne på Aarhus Universitetshospital i Skejby har her til formiddag valgt at nedlægge deres arbejde frem til i morgen tidlig.

Det fortæller portør Dan Meier til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Strejken skyldes ifølge Dan Meier, at portørerne er utilfredse med udsigten til væsentlige ændringer i deres arbejds- og lønvilkår. Samme situation udspiller sig lige nu på blandt andet sygehusene på Sjælland, hvor flere hundrede portører har nedlagt arbejdet:

- Vi strejker i sympati med vores kollegaer på Sjælland og Sønderjylland, fordi vi kan se, at det er samme proces, vi skal til at igennem, siger Dan Meier.

- Vi vil bare gerne behandles ordentlig i den her sag.

Skal være serviceassistenter

Portørernes primære opgave består i at transportere folk fra for eksempel en afdeling til en operationsstue, men en ændring i arbejdsopgaverne kan betyde, at de også fremover skal varetage for eksempel rengøringsopgaver.

Ligesom det er tilfældet på Sjælland er der planer om, at portørerne på sygehuset i Skejby i fremtiden skal overgå til at være serviceassistenter, og Nykøbing Falster står først for som pilot på projketet. Ændringen indebærer blandt andet, at portørerne ikke får samme aften- og weekendtillæg, som er gældende i dag.

Arbejdsnedlæggelse i Skejby fortsætter indtil i morgen klokken syv, hvor portørerne igen samles til et fagligt møde.


Nyhedsoverblik