Politi: Sandsynligvis ingen nye sigtelser mod sygeplejerske

Det munder formentligt ikke ud i nye sigtelser mod sygeplejerske, fortæller politiet, der har gransket yderlige ti dødsfald.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trods efterforskning af yderligere ti dødsfald på sygehuset i Nykøbing Falster er der ikke noget, som tyder på, at politiet vil mistænke en 31-årig drabssigtet sygeplejerske for nogle af dem.

Det fortæller efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen torsdag til Ritzau.

- Efterforskningen af de ti dødsfald er ikke helt afsluttet, da vi stadig mangler svar på nogle undersøgelser, men umiddelbart er der ikke noget grundlag for at rejse sigtelse i nogen af de sager, fortæller efterforskningslederen.

Oplysningerne om de ti sager kom frem tirsdag, da den 31-årige kvinde ved Retten i Nykøbing Falster fik sin varetægtsfængsling forlænget.

Siden begyndelsen af marts har kvinden siddet bag tremmer, efter at hun blev mistænkt for at stå bag flere drab på patienter på sygehuset.

Retten har vurderet, at der er begrundet mistanke om, at kvinden har begået tre drab og et drabsforsøg. Det ene drab skete tilbage i marts 2012. De øvrige samt drabsforsøget skete på kvindens vagt den 28. februar i år.

Derudover er kvinden sigtet for et fjerde drab i forbindelse med et dødsfald på vagten i februar i år, men retten har vurderet, at politiets beviser på det punkt er for svage.

De påståede drab og drabsforsøget er ifølge politiets sigtelse sket ved injektion af en blanding af morfin og stesolid.

Sygeplejersken nægter sig skyldig og fortalte ved tirsdagens retsmøde, at sagen er en stor belastning for hende.

- At blive beskyldt for noget, man ikke har gjort, er ekstremt byrdefuldt. Mit liv er revet itu. Jeg er afskåret fra at tale med min familie, fortalte kvinden, der er mor til en pige på syv år, ved retsmødet.

Ved retsmødet kom det desuden frem, at kvindens kolleger gennem længere tid havde talt om, at der var mistænkeligt mange dødsfald omkring den unge sygeplejerske.

Onsdag afviste sygehusdirektør Arne Cyron over Folketidende.dk, at ledelsen på sygehuset på noget tidspunkt skulle være blevet præsenteret for den mistanke.

/ritzau/


Nyhedsoverblik