Pizzaria sponsorerer kørestolsdanser

Køb en pizza og støt en lokal kørestolsdansers karriere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

15-årige Marie Christiansen er meget dygtig til kørestolsdans. Hun er så dygtig, at hun sidste år vandt tre guldmedaljer. I påsken vil hun gerne til Holland for at deltage i et stort stævne, men det har familien Christiansen ikke råd til.

- Det kommer til at koste minimum 15.000 kroner at få Marie til Holland. Der skal både en handicapbus og hjælpere med, og det har vi ikke råd til, siger Jannie Christiansen, som er mor til Marie.

Hjælp fra uventet kant

Familien Christiansen havde opgivet at få Marie sendt til Holland, men nu har de fået hjælp fra en meget uventet kant – nemlig fra det lokale pizzaria.

- Vi vil gerne gøre noget godt for Marie. Derfor har vi startet en indsamling på vores facebookside, og så har vi i øvrigt lavet en pizza, som sælges under Maries navn. For hver pizza vi sælger, går 10 kroner til Maries tur til Holland, siger Bülent Kirkan, der er ejer af Pizzaria Det Gyldne Hjørne, som har sat sig for at sponsorere Maries tur til Holland.

Taknemmelig familie

- Vi er simpelthen så rørte over det. Vi er begyndt at tro på, at hun nok skal komme afsted. Man må sige, at vi blev noget overraskede over, at vores lokale pizzaria ikke kun sælger pizzaer. De tænker også på andre mennesker, siger Jannie Christiansen.

Du kan finde Det Gyldne Hjørnes indsamling på deres facebookside


Nyhedsoverblik