Borgerne i Sandved mellem Skælskør og Næstved kan ånde lettet op. Deres købmandsbutik ser ud til at overleve, efter at den lokale pizzamand har kastet sig ud i også at drive supermarked. Det skriver Sjællandske.
Der har været meget turbulens omkring købmanden den seneste tid, hvor lokalernes ejer har ligget i strid med lokalernes lejer. Uenighederne endte i fogedretten i februar, hvor lejeren blev smidt ud af forretningen.
Læs også: Købmandsstrid ender med lukning
Byen har brug for en købmand
Det fik specielt de ældre borgere i byen til at frygte, at de nu skulle være uden en lokal købmand, men det scenarie afværger Bülent Ucar nu.
- Ja, jeg ved ikke, hvor fornuftigt det er, men nu gør jeg det. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle være købmand, men jeg gør det for byens skyld - byen har brug for en købmand, siger Bülent Ucar, der har et pizzeria længere nede ad Langgade, hvor købmandsbutikken også ligger.
Med 2 forretninger at se til har den 35-årige pizzabager allieret sig med sin ven Yunus Karabulut, der skal være med i købmands-projektet.