Pendlere skal ruste sig med 3 års tålmodighed

Om præcis en uge går Danmarkshistoriens største anlægsarbejde på land i gang, når den nye højhastighedsbane langs Vestmotorvejen går i gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kilometerlange køer, irriterende omveje og nedsat hastighed. Pendlere og andre trafikanter på det meste af Sjælland skal huske at pakke en god portion tålmodighed med i bilen, når de sætter nøglen i tændingen efter påske. Det fortæller DR Nyheder.

Om præcis en uge - skærtorsdag - sparker Banedanmark nemlig gang i danmarkshistoriens største anlægsbyggeri til lands, når byggeriet af den nye højhastighedstogbane fra København til Ringsted langs landets mest befærdede motorvejsstrækninger for alvor går i gang.

Op til 3 kilometer kø

I alt skønner Vejdirektoratet, at 106.000 trafikanter hver dag de næste tre år vil blive generet af trafikomlægninger, lange strækninger med nedsatte hastigheder og køer på op til 3 kilometer i myldretiden. Samlet vil 16.000 virksomheder blive berørt.

- Vi har aldrig før set så massive trafikomlægninger herhjemme, så der er ingen tvivl om, at det vil give udfordringer og gener for borgere og virksomheder, siger Peter Garborg, projektchef i Vejdirektoratet, der vurderer, at pendlere, der benytter Køge Bugt-motorvejen, skal påregne op til 20 minutters ekstra rejsetid i de værste perioder.

88 broer og 4 tunneller

I første omgang tager man her i påsken hul på byggeriet af en tunnel til den nye jernbane under Søndre Ringvej ved Holbækmotorvejen på Københavns Vestegn.

Senere på året sparker man gang i byggeriet af de øvrige i alt 88 broer og 4 tunneller ned langs Køge Bugt-motorvejen og senere Vestmotorvejen til Ringsted. Først ved udgangen af 2016 vil trafikgenerne høre op.

- Det er et kæmpestort og meget spændende projekt. Vi taler om Banedanmarks største anlægsprojekt til dato - og det største projekt i Danmark, bortset fra de store broprojekter, siger Jette Aagaard, anlægschef i Banedanmark.

Motorvej lukker i perioder

I de værste perioder vil Vejdirektoratet være nødt til helt at lukke motorvejsstrækninger i kortere tidsrum uden for myldretiden.

- Vi opfordrer folk til at holde sig opdateret om trafikændringerne via hjemmesiden trafikken.dk, tage af sted i god tid, vælge alternative ruter - og måske i perioder helt at lade bilen stå og tage toget i stedet, siger Jette Aagaard fra Banedanmark.

Virksomheder opfordres til at indordne sig

Hos Dansk Industri opfordrer man ligeledes virksomheder med domiciler, butikker eller lagerbygninger nær byggeriet til at indordne sig efter ændringerne:

- Det vil uden tvivl betyde store udfordringer for de berørte virksomheder, og der er da også mange, der er bekymrede. Men det er desværre et nødvendigt onde. Vi kan kun opfordre virksomhederne til at forsøge at lægge deres transporter uden for myldretiden og eventuelt i perioder lade medarbejdere arbejde hjemmefra, siger Michael Svane, direktør i DI Transport.

Folketinget vedtog byggeriet af den nye togbane i 2010. Banen bliver den første højhastighedsbane herhjemme, hvor tog vil kunne køre fra København til Ringsted via den nye station Køge Nord med 250 km/t. Efter planen vil banen ligge endelig færdig i 2018, oplyser DR Nyheder.


Nyhedsoverblik