Patienter i klemme

Smertepatienter risikerer at miste sygedagpengene på grund af lange ventetider i Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Smerterne for Lone Kristensen er visse dage uudholdelige.

- Det er som om, man går på nåle, når det er værst. Eller som om vandet er kogende, når man vasker hænder, fortæller hun.

I maj sidste år blev smerterne for meget. Lone Kristensen blev sygemeldt og startede et udregningsforløb på Næstved Sygehus. Men Lone Kristensens kamp blev ikke kun en kamp imod smerterne, men også imod et system der sendte hende i Øst og Vest uden svar men hver gang med ny ventetid.

- De siger alle sammen, at de godt kan se, at jeg har problemer, at der er noget galt. Men lige nøjagtig hvad det er, det ved de ikke.

Ingen svar efter knap ti måneder og uret tikker. I fredags dumpede et brev ind ad brevsprækken, der minder Lone Kristensen om, at hun mister sygedagpengene 31. maj, hvis hun ikke har en diagnose.

Et brev der ikke kun er dumpet ind hos hende.

- Nej, det er et meget gængs problem, fortæller Annette Elvensø, faglig koordinator hos FOA, Midtsjælland.

- Vi har flere medlemmer, der er endt i den her problemstilling. Kommer de ikke i behandling inden 52 uger, mister de sygedagpengene. Så kan de få kontanthjælp, men først når de har brugt en eventuel opsparing eller friværdien i huset. Det er en katastrofe for de her mennesker.

Derfor troppede Annette Elvensø op til regionsrådsmødet sidste torsdag og spurgte politikerne om, hvornår der kommer et ordentligt tilbud til smertepatienter i Region Sjælland.

Og Regionsrådsformanden erkender problemet.

- Det er helt uacceptabelt, at der er så lang ventetid på non-malign smertebehandling. Altså smertebehandling der ikke er relateret til kræft. Jeg vil foreslå, at vi nu får etableret noget kapacitet på det her område, siger regionsrådsformand, Steen Bach Nielsen.


Nyhedsoverblik