Oprydningsarbejdet efter olieudslip fortsætter

Beredskabet arbejder fortsat på at rydde op efter den tankvogn, der tirsdag væltede ved Sakskøbing og sendte 6.000 liter dieselolie ud over markerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En væltet tankvogn var tirsdag eftermiddag skyld i, at omkring 6.000 liter dieselolie flød ud over markerne på Bunkevej ved Lille Mussevej i Sakskøbing. Beredskabet arbejder stadig på at begrænse de miljømæssige skader.

- Vi forlod stedet i går aftes, så fortsatte beredskabet, fortæller leder af Miljøafdelingen i Guldborgsund Kommune, Jakob Lysholdt.

Læs også: Væltet tankvogn lækkede 6.000 liter olie

Nu skal de miljømæssige skader stoppes

Tankvognen væltede tirsdag omkring klokken 12, siden har både Lolland-Falsters Brandvæsen, Miljøvagten i Guldborgsund Kommune og Beredskabet arbejdet på at begrænse forureningen. De har lagt absorberende materiale ud på markerne og flydespærringer i vandet. Men en del af olien er alligevel sunket ned i jorden på de omkringliggende marker, og en lille del røg også ud i et vandløb.

Nu arbejder beredskabet på at få renset jorden og vandet.

- Man har bortgravet det forurenede jord, i dag vil de prøve at få fat i olien i vandløbet med en slamsluger, lyder det fra Jakob Lysholdt.

Status ukendt

Hvor omfattende de miljømæssige skader bliver, ved de endnu ikke.

- Man bliver som regel ved med at grave, indtil jorden er ren. Og så holder man øje med, om der ligger noget i drænene. Det har regnet meget, så vi håber, at det meste er skyllet væk, fortæller Jakob Lysholdt.

Ifølge indsatslederen skete lækket på grund af et hul i tankvognens forreste kammer. Føreren af tankvognen kom ikke til skade ved uheldet.

 

På kortet nedenfor kan du se hvor tankvognen væltede:

151118-grafik-tankvogn-ny.jpg
Foto: TV2 ØST

 


Nyhedsoverblik