De var 55 ansatte hos elektronikvirksomheden, LS Control i Herlufmagle ved Næstved. Men i 2009 begyndte ordrerne at forsvinde, og så blev 25 medarbejdere afskediget.
- Det var nødvendigt, for at vi kunne blive mere konkurrencedygtige og for at bevare vores prisleje så lavt, som vi nu havde behov for. Hvis vi pludselig ikke havde nogle ordrer, så nyttede det ikke noget at have ansatte gående til fuld løn, fortæller salgs- og marketingsdirektør,Stig Petersen.
Fra vækst til farvel
Michael Clemensen beholdt sit job, men husker det tydeligt:
- Man går i en rivende vækst, og så lige pludselig siger man farvel til sine nærmeste kolleger. Det synes jeg var hårdt, fortæller han.
Det var netop i 2009, at mange sjællandske virksomheder fyrede medarbejdere. Fra 2009 til 2010 røg der cirka 17.000 job. Årene efter forsvandt der derimod kun 500, viser en analyse fra Væksthus Sjælland.
Begyndende vækst
- Når vi spørger virksomhederne nu, kan vi mærke en spirende optimisme. Omsætningen går fremad, og de begynder så småt at ansætte igen, fortæller væksthusets direktør, Mads Kragh.
Det er også tilfældet hos LS Control. Indenfor det seneste år er der blevet ansat tre personer.
- Men nu er det videnspersoner, vi ansætter. Produktionerne af vores printplader og andre komponenter vil nok primært foregå i udlandet - også i fremtiden, siger Stig Petersen.